stod, at da Kongeættens Mandslinie nu var uddød, en indfødt dansk Adelsmand burde vælges[1]. Kongevalget blev saaledes udsat.
I Mellemtiden arbeidede de forskjellige Partier hvert for sin Sag; dog synes det tredie hastigen at være traadt i Skyggen for de tvende førstnævnte. Disses Virksomhed yttrede sig dog paa en høist forskjellig Maade. Meklenborgerne søgte at styrke sig ved Forbund med Greverne af Holstein, hvem de paa Forhaand lovede betydelige Dele af det danske Rige; derved stødte de imidlertid ganske vist mange af de mere dansksindede Rigsraader bort fra sig, hvilke frygtede, at Tydskhedens Overvegt i Danmark, der allerede var stor nok, under et meklenborgsk-holsteinsk Herredømme skulde blive fuldkommen afgjørende. Margreta derimod søgte under sin personlige Nærværelse i Danmark at vinde den almindelige Stemning i Landet selv for sig og sin Søn. Til Hansestædernes Bistand beilede begge Parter; men de kloge Kjøbmænd fandt det sikkrest at see Tiden an, og udsatte under forskjellige Paaskud sin Erklæring.
Det viste sig snart, at Margreta havde slaaet ind paa den rette Vei; og skjønt hendes Fader, Valdemar, havde været mindre end elsket af Folket og de Store i Danmark, saa begyndte dog meget snart den almindelige Mening, oprørt udentvivl ved Meklenborgernes Anmasselser, at træde paa hendes Side. Jyderne erklærede sig først for Olaf og indbøde Skaaningerne til at forene sig med dem for at vælge ham. Skaaningerne gik den 4de Marts 1376 ind herpaa, og snart tiltraadtes denne Forening af flere danske Landskaber. Forgjæves stræbte det meklenborgske Parti imod denne Beslutning, og forgjæves lovede Keiseren den unge Albrekt sin kraftigste Bistand. Paa en Rigsdag i Slagelse valgtes Olaf Haakonssøn den 3die Mai 1376 til Danmarks Konge og vedtog den ham forelagte Haandfæstning, for hvis Overholdelse hans tilstedeværende Forældre, Haakon og Margreta, erklærede sig som Forlovere[2]. Den næstfølgende 14de August holdt Kong Haakon med sine norske Raadgivere – 4 Riddere og 5 Svende – et Møde med Hansestædernes Fuldmægtige i Kallundborg, og her blev en endelig Fred sluttet mellem Norge og Stæderne[3], medens samme Dag i Korsør mellem Stædernes Fuldmægtige og det danske Raad blev afgjort, at den Fred, som allerede mellem Valdemar og Stæderne var sluttet, skulde af Kong Olaf og det danske Rigsraad stadfæstes[4].
Ganske vist var det egentlig Meningen, at begge Olafs Forældre skulde føre et Slags Formynderskab for ham som Danmarks Konge i hans Mindreaarighed; men saavidt man kan skjønne, overlod Haakon
