denne Virksomhed ganske til Margreta, der ogsaa nu saagodt som stadigen synes at have opholdt sig med sin Søn i Danmark, medens Haakon i Norge sysselsatte sig med dette Riges Anliggender. Heri fulgte han baade Klogskabs og Billigheds Fordringer, og de Danske kunde ei andet end dermed være høist tilfreds, helst da Margreta fuldkommen var sit Kald voxen.
I Haakons seneste Regjeringsaar finder man, at Jamtelands kirkelige Tilstand har paakaldt hans Opmærksomhed. Vi have før oftere omtalt Jamtelands særegne Stilling, idet Landet udgjorde en Deel af Norges Rige og i alt Verdsligt lod under Norges Lov og Styrelse, men dog i kirkelig Henseende hørte til Upsals Biskopsdømme og under den upsalske Erkebiskops geistlige Omraade. Vi have ogsaa ovenfor seet, at dette indviklede Forhold i 1303 havde fremkaldt en Overeenskomst mellem Erkebiskop Olaf Allessøn af Upsal og den ældre Kong Haakon Magnussøns Fuldmægtige, Presten Erlend Styrkaarssøn, hvilken samme Kong Haakon i 1305 ved sit Brev havde midlertidigen stadfæstet[1]. Ved denne Overeenskomst var det, saavidt vides, siden forblevet. Men nu i den yngre Kong Haakons senere Dage maa Klager være ham forebragte fra Jamterne over Krav fra Geistlighedens Side, hvilke ingen Hjemmel havde i den omtalte Forening. I denne Anledning udstedte Kongen den 16de Juni 1378 fra Bergen et Brev til Jamterne, hvori han erklærer, at han, efterat have med sit Raad gransket den Overeenskomst mellem dem og Erkebiskop Nikolaus, hvilken hans Oldefader Kong Haakon havde samtykket, nu byder, at denne stadigen skal overholdes, indtil han selv og hans Raad kan anordne noget bedre. Han forbyder navnligen Provsten hos dem og andre lærde Mænd at betynge dem over hvad bestemt er i Overeenskomsten, og paalægger Jamterne ikke at underkaste sig nogen Tyngsel, der gaar ud over den Ret, de hidtil have havt i kirkelig Henseende[2].
I 1378 døde Biskop Alf af Garde, og saa ringe var Forbindelsen dengang mellem Norge og Grønland, at hans Død først 6 Aar efter, nemlig i 1383, blev bekjendt i Norge[3]. Efter Alfs Død hengik saaledes flere Aar før Gardes Stol igjen besattes. Men Aaret efter 1379 omtales for første Gang et større Herjetog af Eskimoerne, hvilke Nordmændene kaldte Skrælinger, paa Grønland, hvorved atten af de norske Indbyggere siges at være blevne dræbte og to Drenge at være bortførte i Trældom[4]. For den Gang synes Angrebet ikke at have havt videre Følger; men siden gjentoges disse Skrælingetog oftere og ledede endelig til de norske Indbyggeres Udryddelse.
I 1378 tog den langvarige Splittelse (det store Schisma) i Pa-
