vedømmet sin Begyndelse, en Splittelse, der forargede Christenheden og undergrov det apostoliske Sædes Vælde. Fra mange og forskjellige Sider havde allerede længe yttret sig stort Misnøie med Pavernes Ophold i Avignon og Fjærnelse fra deres rette Sæde i Rom. Urbanus V havde givet efter for den almindelige Stemme og var i 1367 flyttet til Rom; men allerede i 1370 lod han sig af sine Kardinaler bevæge til at vende tilbage til Avignon, hvor han, som for fortalt, samme Aar døde. Hans Eftermand, Gregorius XI, kunde heller ikke i Længden modstaa de Opfordringer, som stormede ind paa ham, og drog i 1377 til Rom for der at tage sit stadige Sæde; men han døde den 27de Marts 1378. De i Rom tilstedeværende Kardinaler valgte nu den 9de April Urbanus VI, en Italiener. Han vakte imidlertid snart ved sin Strenghed Misnøie hos et stort Parti af Kardinalerne, især hos de franske, der udgjorde Kardinaltollegiets overveiende Deel; disse fjærnede sig til Fondi, gjorde her en høitidelig Indsigelse mod Urbanus’s Valg, som fremtvunget, efter deres Foregivende, ved Romernes Trudsler, og valgte den 21de September samme Aar, 1378, Clemens VII, en Franskmand, som det følgende Aar med sit Anhang af Kardinaler flyttede til Avignon. Det lykkedes Clemens at blive anerkjendt af en Deel europæiske Staters Styrere, i Frankrige, Spanien, Skotland, Sicilien, og flere mindre, medens dog den overveiende Deel erkjendte Urbanus, og blandt dem de nordiske Riger. Kong Haakon af Norge hilsede ham med en Lykønskningsskrivelse[1]. Saaledes var da den romersk-katholske Christenhed splittet mellem tvende Paver, der gjensidigen banlyste hinanden, og i hele 40 Aar fandtes ingen almindelig anerkjendt Pave. Urbanus’s Bansbrev over Clemens kom ogsaa til Norge og blev der oplæst i Kirkerne overalt omkring i Landet[2]. Man kan let tænke sig hvad Indtryk sligt maatte gjøre paa Lærde og Læge, og hvorledes Troen paa Pavens Hellighed og Ufeilbarhed derved hos de mere Tænkende maatte svækkes.
Om Erkebiskop Thronds Virksomhed vides kun meget lidet. Han holdt et Provinsialconcilium i Bergen, rimeligviis om Høsten 1376, og han var endnu tilstede der i Byen den 4de December dette Aar[3]. Et andet Provinsilaconcilium skal han have holdt i Hamar i Midten af Aug. Maaned 1380[4]. Men ingen Efterretning findes om hvad der paa disse Concilier er forhandlet, og end mindre ere Statuter fra dem levnede.
Kong Haakon Magnussøn den Yngre, eller, som han og-
- ↑ Suhm D. H. XIV. 54 (efter Bzovii Annaler).
- ↑ Isl. Ann. 334.
- ↑ Br. af denne Dag, hvori Erkebiskoppen nævnes som nærværende i Bergen, og et Concilium omtales, for nylig holdt sammesteds. N. Dipl. I. 332.
- ↑ Br. skal være udfærdiget af ham den 17de Ang. i Hamar under bemeldte Concilium. Suhm D. H. XIV. 92.
