stod Kongens eller Rigets Raad, af hvis Medlemmer idetmindste nogle vare tilstede ved alle vigtigere Regjeringssagers Afgjørelse. I Raadet sad endnu mægtige verdslige Høvdinger fra den ældre Tid, som Brødrene Jon og Sigurd, Hafthorssønner, Kongens Frænder, hvorhos Erkebiskoppen og Biskopperne der indtoge sin ældre Plads, ligesom og Provsten ved Apostelkirken i Bergen, nu den fornævnte Vinalde Henrikssøn[1] oftere nævnes blandt dets Medlemmer, og det under den fra ældre Tider bekjendte Titel: kongelig Kapelmagisier (Magister capellarum regis). I Formen var der, saavidt skjønnes, ikke levnet Dronning Margreta nogen bestemt Plads i Norges Styrelse; men hendes Indflydelse paa samme spores dog visselig i meer end een Retning, og det ikke alene i de udenrigske Forhold, hvor hun altid viser sig som den ledende Kraft, men ogsaa ofte i de indenrigske[2].
Omtrent samtidigen med Kongeskiftet i Norge, indtraf ogsaa flere Biskopsskifter i den norske Kirke. – I 1380 døde Biskop Magnus af Hamar[3] og havde til Eftermand Sigurd. – I samme Aar døde ogsaa Biskop Botolf af Stavanger[4]. Til hans Eftermand valgtes Halgeir Asmundssøn og blev, som det heder, indviet af Erkebiskop Thrond. Men kort efter kom en vis Olaf fra Kurien i Rom, og havde der opnaaet at blive indviet til Stavanger. Han maa udentvivl have havt formaaende Anbefalinger hjemmefra, maaskee Dronning Margretas, og benyttet de schismatiske Forhold for at drive fik Ønske igjennem hos Pave Urbanus, som kun behøvede at nytte sin Provisionsret. Den lovlig valgte og viede Halgeir maatte naturligviis vige for sin af Paven Stavanger Stol paatrængte Medbeiler[5]; men han beholdt dog sin Biskopstitel og synes en Tid at have været Biskop Olaf paa en Maade tilforordnet som Vikarius[6].
Ved denne Tid døde ogsaa Biskop Oddgeir Thorsteinssøn
- ↑ Jfr o. f. II. 388.
- ↑ Det er saaledes urigtigt naar mere Historikere (f. Ex. Suhm D. H. XIV. 199) omtale Margreta, som den, der efter Kong Haakons Død styrede Norge i Egenskab af sin Søn Olafs Formynderske.
- ↑ Isl. Ann. 332. Om Magnus’s Udvælgelse s. o. f. II. 387.
- ↑ S. o. f. II. 386. Aaret angives forskjellig: 1379, 80, 81, Isl Ann. 332; det andet af disse Aar synes at have mest Rimelighed for sig, da Botolfs valgte Eftermand skal være indviet af Erkebiskop Thrond, der, som snart skal sees, døde i 1381.
- ↑ Isl Ann. 332.
- ↑ Brev af 1392 i den A. M. S. fasc. 38 No. 2; ligeledes kalder han sig selv: „med Guds Naade Biskop“ i et Transscript, som han i Forening med Abbed Mathias af Tautra udstedte i Nidaros den 14de Juni 1384. N. Dipl III. 343. Det er vel ogsaa ham som nævnes sidst blandt Biskopperne, uden at noget Sæde tillægges ham, i 1388 den 10de Febr. ved Raadsforsamlingen i Oslo, da Erik af Pommern erklæredes for Margretas Arving (Paludan Müller, observ. crit. 105–108). Muligen ei det ogsaa ham som i 1392 bliver nævnt: „Halgeir Biskop iFærøerne“ (Suhm D. H. XIV. 568).
