har Nikolaus ved denne Overdragelse skullet vise Dronningen sin Erkjendtlighed, fordi hun havde hjulpet ham til Erkebiskopsverdigheden.
Hvorledes Nikolaus’s Valg er blevet optaget af den norske Geistlighed og det norske Raad, siges intet Sted udtrykkeligen; men Maaden hvorpaa Annalerne udtale sig herom lader en vis Forargelse skimte igjennem, der sikkert er en Gjenklang af den daværende almindelige Mening i Norge. Flere af dem sige nemlig, at han var en dansk Lægmand[1], og at han ved Ankomsten til Norge ikke havde Pallium[2]. Ingen af Delene synes at medføre Sandhed; thi var han tilforn, som vi have seet, Canonicus i Roskilde, maa han vel have været geistlig, – og var han, som Annalerne selv indrømme, viet i Kurien, maa han vel ogsaa med det samme have modtaget Pallium. Men Udladelsen tjener dog til at vise, hvor ilde anseet blandt Nordmændene hans Valg og hans Personlighed har været.
I 1383 kom Erkebiskop Nikolaus til Norge[3], og samme Aar i August Maaned finder man ham i Tunsberg samlet med alle Norges daværende Biskopper: Jon i Oslo, Jakob i Bergen, Olaf i Stavanger og Sigurd i Hamar. En Raadsforsamling blev nemlig paa nævnte Tid og Sted afholdt, ved hvilken Kong Olaf selv synes at have været tilstede, og en Forordning angaaende Handelen blev udstedt den 26de August. Af Raadet nævnes efter Sedvane Erkebiskoppen og Biskopperne først, dernæst blandt de Verdslige de tvende Herrer (Riddere) Øgmund Finnssøn (Drotseten) og Sigurd Hafthorssøn og endelig fem Andre (Svende) med Haakon Jonssøn i Spidsen[4]. At det nærmest har været i Egenskab af Raadsmedlemmer, at alle disse Biskopper denne Gang vare forsamlede, maa antages; men om de tillige have ved samme Leilighed holdt et Provinsialconcilium, lader sig ikke afgjøre. Dog er dette mindre rimeligt ifølge hvad der senere vil blive anført om Erkebiskop Nikolaus’s Metropolitanvirksomhed.
Sætter Nikolaus’s Beskikkelse til Nidaros’s Erkestol den Tids Kirkeforhold i et ufordeelagtigt Lys, saa er det ikke mindre Tilfælde med Besættelsen af en anden Biskopsstol inden den norske Kirke. Vi have seet, at Skaalholts Biskopsstol paa Island i 1381 blev ledig ved Biskop Oddgeirs Død[5]. Hvad der er blevet gjort af Nidaros’s Kapitel til dens Gjenbesættelse, vides ikke; rimeligviis har Kapitelet, under Erkestolens Ledighed, intet Valg kunnet foretage. Af denne Henstand synes en dansk Mand, ved Navn Mikael, der senest skal have været Pønitentiarius i Rom, at have benyttet sig. Han udvirkede i 1383, at han i Kurien blev udnævnt og indviet til Biskop
