af Skaalholt[1]. Man maa antage, at dette er skeet deels ved hans Forbindelser med indflydelsesrige Personer af Pavens Omgivelse, deels, paa Grund af Landsmandsskabet, ved Dronning Margretas Anbefaling. Her blev da atter Nidaros’s Kirkes Ret tilsidesat ved en pavelig Provision, og en Mand valgt til Biskop, der som dansk maatte forudsees at have endnu mindre Kjendskab til de islandske Forhold end en Nordmand, for ikke at sige en Islænding, kunde have. Mikael synes ikke at være kommen til sit Sæde før i 1385[2].
Denne uordentlige Besættelse af den norske Kirkes Erkestol og flere af dens Biskopsstole i Løbet af ganske faa Aar har, som allerede antydet, neppe gaaet for sig uden Dronning Margretas hemmelige eller aabenbare Indflydelse; thi hvorfor skulde det ellers netop være danske Mænd, der bleve fremdragne og indtrængte, da dog tidligere den norske Kirke og den norske Styrelse havde viist sig omhyggelig for at see Kirkens vigtigste Embeder i Indfødtes Hænder? Sagen har ganske vist været den, at den kloge og herskesyge Margreta gjerne har villet tilvende sig en Indflydelse paa Norges Regjering, som den bestaaende Styrelsesform ikke egentlig hjemlede hende. Hun har fuldt vel indseet de Brøst, der fandtes ved det norske Raad, – hvor lidt grundfæstet de verdslige Raadgiveres Stilling i Virkeligheden var, hvor liden Kraft, der i Grunden fandtes hos dem til at opretholde Rigets Selvstændighed i Egenskab af Folkets Repræsentanter, og hvor let det lod sig gjøre at overfløie deres fædrenelandske Bestræbelser, om de med Varme nærede nogen saadanne, ved at indbringe fremmede, hende hengivne og af hende afhængige Personer i Raadet, hvilke kunde arbeide for hendes Hensigter, der utvivlsomt allerede dengang gik ud paa en fastere og varigere Sammenknytning mellem Norge og Danmark. Men at bringe verdslige danske Høvdinger ind i det norske Raad, det var endnu en vanskelig Sag. Saamegen Kraft og Selvfølelse var vel endnu levnet hos de norske Stormænd, i det mindste hos nogle af dem, at de med al Magt vilde have stredet herimod. Mænd som Øgmund Finnssøn og begge Hafthorssønnerne, Jon og Sigurd, mindedes endnu bedre og ærefuldere Tider, og følte sig ved sin høie Byrd saa fast knyttede til Norges Selvstændighed, at de ei vilde lade sig paatrænge som Sidemænd i Raadet verdslige udenlandske Herrer, der vare fremmede for Norges eiendommelige Tarv. Med Raadets geistlige Medlemmer forholdt det sig derimod anderledes. Under den Slaphed, som for Tiden raadede i alle kirkelige For-
