Den ellefte Artikel er uforandret optagen, kun med det Tillæg, at den Frihed, som er Erkebiskoppens Skutilsvende indrømmet, er „i Lighed med den, Kongens Mænd (Skutilsvende) pleiede have og havde paa den Tid, Foreningen blev afsluttet“.
Den tolfte er blot lidt tydeligere og bestemtere fremsat.
Den trettende og fjortende ere i det Væsentlige uforandrede.
Derpaa kom en Tillægsartikel, hvis Kilde man finder i Pave Gregorius X’s Stadfæstelsesbrev af 1274, dets anden Artikel, nemlig: – Hvis nogen Tvivl skulde opstaa om nogen Artikel i denne Forening, da skulde til dens Fortolkning tvende skikkede Mænd udvælges, den ene af Kongen, den anden af Erkebiskoppen, hvilke, i Tilfælde at de ei kunde enes, skulde have Magt at tilkalde en tredie, og da skulde det gjælde som af dem alle, eller tvende af dem erklæredes for Ret.
Til Slutning heder det, at Foreningen fra begge Sider blev besvoren, og Edsformularen indføres-, saaledes som den blev aflagt, paa den ene Side, paa Kong Magnus’s og Efterfølgeres Vegne, af Rigets Høvdinger, hans verdslige Raadgivere, og paa den anden, paa Erkebiskop Jons og Efterfølgeres Vegne, af Prælaterne og Kapitlernes Fuldmægtige. Kongens og Erkebiskoppens, samt de i Brevet nævnte Biskoppers, Lendermænds (Baroners) og Kapitlers Segl bleve vedhængte Forenings-Dokumentet, hvilket blev udstædt i Minoriternes Kirke ved Tunsbergs Slot den 9de August 1277[1].
Lægger man vel Mærke til de udhævede Forandringer i nærværende Forening, fra det som fandtes i den tidligere, saa maa man vistnok indrømme, at disse Forandringer, hvor ubetydelige de end ere, dog maa ansees for i det Hele at være til Kongedømmets Fordeel. Det fortjener ogsaa at mærkes, at af de tre i Pave Gregorius’s Skrivelse forlangte Tillægsartikler til den tidligere Forening, i nærværende ikkun den uskyldige og hensigtsmæssige om Opmænds Udnævnelse er bleven indført, medens de tvende andre for Kirken langt betydningsfuldere og vigtigere ere ladne upaaagtede. Endelig maa der ogsaa lægges Vegt paa, at denne Forening ikke som den foregaaende gjordes afhængig af Pavens Stadfæstelse, men i Følge sit Indhold maatte ansees som i sig selv afsluttet og ubetinget gyldig. Men uagtet den saaledes med Hensyn til Kongedømmet kunde betragtes som noget gunstigere end den foregaaende, saa indeholdt den dog saa mange og store Indrømmelser til Kirken, at Hierarcherne maatte ansee sig vel hjulpne med den, og i Hovedsagen ved den at have naaet sit Maal. At Rigets verdslige Stormænd derimod i det Hele vare util-
- ↑ N. g. L. II. 402–477.
