Endnu samme Aar valgtes til Nikolaus’s Eftermand Vinalde
Henrikssøn. Denne skal efter en gammel Opgivelse have været
svensk af Fødsel[1], hvilket Nogle have troet burde egentlig forklares
saaledes, at han var fra det Sydligste af Viken eller Baahus Len, altsaa
fra en af de norske Bygder paa Sveriges Grændse[2].
Men om han ogsaa virkelig var født i Sverige, saa er det alligevel klart, at han i en saa ung Alder er kommen til Norge og bleven optagen i den norske Kirke, at han ikke kunde regnes for en Udlænding. Det tidligste, man ved om ham, er, at han af Biskop Salomon (1322–1352) beskikkedes til Prest paa Thiorn, og at han strax efter den store Mandedød, da der var saa stor Mangel paa Prester, ifølge samme Biskops Foranstaltning bestyrede flere nærliggende Kirkesogn. Imellem Aarene 1365 og 1375 nævnes han oftere i Breve som Chorsbroder i Oslo, hvilket vil sige: ved Oslos Kathedralkirke, men tillige finder man, at han i Aarene 1365 og 1366 har været Kong Haakons Klerk og Seglforvarer samt forrettet som hans Vicekansler, skjønt han ei udtrykkelig nævnes saa[3]. I 1375 kaldes han Chorsbroder i Nidaros og Oslo. I 1381 var han Provst til Apostelkirken i Bergen og Kapelmagister samt Medlem af Raadet[4], altsaa i en af de høieste Stillinger, som den norske Kirke og Stat havde at frembyde. Af alt dette maa man med Grund slutte, at Vinalde Henrikssøn har været en af den norske Kirkes daværende dygtigste og virksommeste Prælater, samt at han har nydt Kong Haakons og vel ogsaa Dronning Margretas særdeles Tiltro. At han var denne sidste hengiven synes hans senere Færd som Erkebiskop at vise, og man tør saaledes maaskee antage, at hendes Indflydelse har virket med til hans Valg, skjønt Vinaldes Stilling vistnok alligevel var saa fremtrædende, at neppe Nogen kunde synes mere egnet til den norske Kirkes høieste Verdighed end han. Han kan, efter hvad allerede er sagt om hans tidligere Forfremmelse, ikke være født senere end i 1330, og var saaledes ved sin Udnævnelse mindst omkring 60 Aar gammel[5].
Da Erkebiskop Nikolaus først kan være død i den senere Halvdeel af 1386, og nogen Tid maatte hengaa, inden hans Død i Danmark kunde blive forkyndt i Nidaros, saa maa Vinaldes Valg, forudsat at Alt dermed gik lovligt og ordentligt til, være foregaaet henimod Aarets Slutning, og han har vel neppe givet sig paa Reisen til Kurien for at modtage sin Indvielse og sit Pallium for i Begyndelsen af 1387. Det maa antages, at han er bleven indviet i Rom ved Pave Urbanus VI. I August Maaned samme Aar finde vi Vinalde i Danmark
