paa Hjemreisen, just ved den Tid, da den unge Kong Olafs Død indtraf, – en Begivenhed, der truede med at fremkalde nye Forviklinger i Norden, og som for Norges Selvstændighed havde de vigtigste Følger.
Vi have seet, hvorledes Styrelsen i Norge ordnede sig ved Olafs Tiltrædelse, som en Formynderstyrelse ved Rigets Raad med en Drotsete og en Kansler i Spidsen, hvilke tvende, og først og fremst Drotseten, vare de egentlige Udøvere af Kongedømmets Myndighed i den unge Konges Navn, hvad enten denne selv var tilstede i Norge eller ikke. Da Kong Olaf var født i 1370 eller 1371[1], maa han antages at have allerede i 1385 eller 1386 naaet den Alder af 15 Aar, i hvilken baade hans Fader og Farfader synes at have tiltraadt Selvstyrelsen i Norge som myndige. Til nogen Forandring ved denne Tid i den ovenfor skildrede Styrelsesorden viser sig dog intet bestemt Spor. Man finder idetmindste Hr. Øgmund Finnssøn endnu den 8de October 1386, som „Kongens og Rigets Drotsete i Norge“ handle i Forening med Raadet paa Kong Olafs Vegne[2]. Efter den Tid maatte altsaa Forandringen være foregaaet, og da rimeligviis under Kong Olafs personlige Ophold i Norge. At han har været der tilstede i Marts Maaned 1387, er ikke usandsynligt, skjønt et Stevningsbrev af 13de Marts udstedt i hans Navn i Oslo og beseglet af Kansleren Hr. Henrik Henrikssøn ikke er fuldkommen tilstrækkeligt Bevis for Olafs personlige Nærværelse[3]. Saadanne Breve kunde Kansleren ifølge sin Embedsmyndighed udstede i Kongens Navn og med hans Segl ogsaa i hans Fravær. Endskjønt det saaledes kan synes paafaldende, og ikke let lader sig forklare, at Kong Olafs Mindreaarighed uddroges længer end Tilfældet havde været med de tvende næst foregaaende norske Konger, saa maa man dog indrømme, at den Omstændighed, at der ingen Breve af 1387 nu findes, udstedte af Øgmund Finnssøn som Drotsete, eller hvori han nævnes som saadan, meget vel kan være en reen Tilfældighed, og at der intet egentligt Bevis gives for at Olaf nogensinde har overtaget Selvstyrelsen i Norge som myndig Konge. Neppe lader dette sig heller godtgjøre om ham
- ↑ Isl. Ann. 320, 322; Fornald. Sög. II. 15: jfr. Suhm D. H. XIII. 679.
- ↑ Brev af denne Dag, givet i Bergen. N. Dipl. I. 366.
- ↑ N. Dipl. II. 386. Ligesaa liden Sikkerhed har man deri, at Pontoppidan i sin Kirkehistorie omtaler i 1387 et Concilium i Tunsberg af alle Norges Biskopper, paa hvilket Kong Olaf var tilstede (II. 231). Pontoppidan anfører ei sin Kilde, og til et saadant Concilium findes ellers, saavidt hidtil bekjendt, intet Spor. Hvad mere er, det kan ikke have været noget egentligt Concilium (Provinsialconcilium), da dengang ingen Erkebiskop var i Landet; det maatte have været et Raadsmøde, ved hvilket alle Landets Biskopper vare samlede. Rimeligviis er dog hele Beretningen en Vildfarelse.
