med Hensyn til Danmark, hvor Dronning Margreta udentvivl har forestaaet Styrelsen paa hans Vegne ligetil hans Død. Kong Olaf døde paa Falsterbod Slot i Skaane den 3die August 1387[1]. Dødsdagen er maaskee mindre sikker, men ganske paalideligt synes det at være, at hans Lig den 4de August blev fort til Sorø, hvor Legemet blev begravet, medens Indvoldene bleve jordede i Lunds Kathedralkirke[2]. Han var da 16 eller 17 Aar gammel[3], altsaa endnu i en saa ung Alder, at man vel vanskelig kan have fældet nogen sikker Dom om hans Karakter og Dygtighed, helst da han liden eller ingen Anledning synes at have havt til personligen at udøve Kongedømmets Skyldighed. Naar derfor Hvitfeld siger om ham, at „han var en god og from Konge, stille og dydelig“, saa er dette vel snarere en Mening, han selv har dannet sig om Olaf, end en Dom, han har fundet udtalt i sine Kilder. Naar han lægger til, at „Olaf holdt god Fred i sin Tid, holdt hver Mand ved Lov og Ret, og havde gjerne nogen af sit Raad med sig hvor han for frem, samt hørte gjerne Sager“, – saa kan dette for Norges Vedkommende gjælde forsaavidt den indre Fred i Olafs Tid ikke vides at have været i nogen mærkelig Maade forstyrret; hvorimod Landets nordlige Dele i Aaret 1385 eller 1386 paa ny bleve hjemsøgte af Russerne, der „dræbte Mandfolket, fangede Kvinder og Børn og ranede Gods“[4]. Hvad Island angaar, da var neppe den indre Fred der synderlig at rose; thi det heder udtrykkelig i Annalerne ved 1382, at „Ufredsflokke og Usikkerhed der tiltog“[5]. For Danmarks Vedkommende synes vistnok paa nogle Bondeuroligheder nær i Skaane,
- ↑ Scr. r. D. I. 135, VI. 229. Olaf sees den 29de Juli at have været i Skaane, nær ved Falsterbod; der gives nemlig et Brev, udstedt i Ystad i hans Navn paa St. Olafs Dag H. C. Behrmann: Beretn. om K. Oluf Hagensens Død&c. Kbh. 1846. S. 3–4.
- ↑ Ifølge en omtrent samtidig latinsk Annal Scr. r. D. VI. 534, jfr. Hvitfeld ved 1387 og Suhm D. H. XIV. 180–183. Naar Behrmann i sit ovennævnte Skrift S. 6–7 forklarer den paa alle hine Steder opgivne Begravelsesdag „dominica ante festum beati Laurentii,“ d. e. Søndagen før St. Laurentii Dag, ved den 7de August, da maa han, trods den Sikkerhed, hvormed han fremsætter sin Forklaring, dog nok have feilet: thi baade efter Beregningen i „L’art de verifier les dates“ og i „Pilgrams Calendarium“ falder bemeldte Søndag i 1387 paa 4de August, ligesom Aarets Søndagsbogstav er F, ikke som Behrmann angiver B. Olafs Dødsdag den 3die Aug., hvis Dagen er fuldkommen rigtig, bliver altsaa Løverdagen, den næste Dag før Begravelsesdagen, ikke som Behrmann antager: Onsdagen, fire Dage før. Det Paafaldende ved den skyndsomme Begravelse, saafremt Dødsdagen ellers er rigtig, er følgelig ikke bortryddet ved Behrmans Paastand. Denne Behrmanns Feiltagelse er forresten ikke bemærket i Langes Anmeldelse af Skriftet i Literaturtidende 1845–1846 No. 17 og 19, S. 298–304 og 317–320.
- ↑ Jfr. hvad strax ovenfor er sagt om hans Fødselsaar.
- ↑ Isl. Ann. 338.
- ↑ Isl. Ann. 334.
