hvilke med Strenghed bleve dæmpede, Fred og indre Retssikkerhed i Olafs Tid at have været god i Sammenligning med hvad den var i Kong Valdemar Kristofferssøns stormfulde Dage. Men dette var dog maaskee ganske lidet den unge Olafs personlige Egenskaber og Dygtighed at tilregne.
Imidlertid, hvilke meer eller mindre glimrende Forhaabninger Nordmændene end have fæstet ved Kong Olafs Person, er det sikkert, at hans Død kom dem heel uventet; og ganske vist voldte den hos Mængden af Folket en uskrømtet Sorg. Thi Nordmændene hang med inderlig Hengivenhed ved det arvelige Kongedømme og ved sin gamle Kongeæt. Eengang var dennes mandlige Stamme i Løbet af Aarhundredet uddøet; men gjennem et kvindeligt Led var en ny Green atter fremskudt, hvilken man havde faaet kjær, og med hvis fremtidige Blomstren man forbandt Haabet om Fædrenelandets Selvstændighed, Ro og Lykke. Nu var denne nye Greens mandlige Linie igjen uddøet, og det kunde være tvivlsomt, om nogen lovbestemt Kongedømmets Arving gaves, med hvem Folket kunde finde sig tjent. En stor Misstemning hos Nordmændene viste sig unegtelig i deres Tvivl om Kong Olafs virkelige Død. I de samtidige islandske Annaler angives den ved 1387 med det korte og utydelige Udtryk: „Kong Olaf Haakonssøns Forsvinden (hvarf)“[1]; senere hen under 1393 anføres: „da sagde somme Mænd, at Olaf, Margretas Søn, var dragen udenlands (hefði útgengit, var dragen i Pilegrimsfærd?)“[2]; og i Flatøbogen, en Sagasamling, der er fuldendt før 1395, heder det ved Slutningen af en Fortegnelse paa Norges Konger fra Olaf tilbage til Harald Haarfager: „Et Aar senere end før er sagt (1387) forsvandt (hvarf) Kong Olaf Haakonssøn. Danerne sagde, at han var død, men Nordmændene vilde ei tro det“[3]. Man tror nødig paa Tabet af det, man ugjerne vil miste; saa gik det ved denne Leilighed Nordmændene, ligesom det i langt ældre Tider var gaaet dem, da Kong Olaf Tryggvessøn faldt ved Svolder.
Der maa have været visse særegne, gaadefulde Omstændigheder forbundne med Kong Olaf Haakonssøns Død, hvilke ikke alene have kunnet befordre hin Mistro blandt Nordmændene med Hensyn til dens Virkelighed, men som ogsaa have kunnet vække og vedligeholde den andensteds, samt netop udenfor Norge gjøre det muligt for en Bedrager 15 Aar efter at udgive sig for Olaf og, som det lader, finde Tiltro hos Mange i sin Paastand[4]. Nogle have gjættet paa en Hemmelighol-
