delse af Olafs Død i nogen Tid, for at Stemningen imedens kunde
bearbeides til Fordeel for Margretas Udnævnelse til Rigernes Bestyrerinde[1].
Andre have tilladt sig at udtale den høist ærekrænkende
Mistanke mod Margreta, at hun af Herskesyge skulde have ryddet sin
Søn afveien, enten ved strax hemmeligen at lade ham dræbe, eller
ved i lang Tid at holde ham fangen, medens hun udgav ham for
død, og derpaa, da han kom løs og fremtraadte med sit Krav paa
Riget, lade ham brænde som en Bedrager[2]. Den sidste Gjætning
forudsætter hos Margreta en saadan Blanding af Umoderlighed,
Grumhed og Herskesyge, som man ikke bør og ikke kan antage uden
ifølge de haandgribeligste Beviser; og disse ere her aldeles ikke forhaanden.
Men negtes kan det forøvrigt heller ikke, at den Omstændighed,
at en foregiven Olaf senere kunde vove at fremstaa, og at
han kunde finde Tiltro hos Mange baade i og udenfor Norges Rige,
vidner om, at Margretas Rygte hos hendes Samtidige ikke har været
det bedste, og om at man almindelig nærede Mistro til hendes Karakters
Reenhed og hendes Statsklogts Redelighed.
Strax Kong Olafs Død var bleven bekjendt, fatte Margretas i Skaane tilstedeværende Venner sig i Bevægelse for at sikkre hende Rigsstyrelsen i Danmark, og allerede den 10de August 1387, altsaa ikke meer end 6 Dage efter at Olafs jordiske Levninger vare førte til Graven, blev Margreta i Bunds Kathedralkirke og paa Lunds Landsthing valgt til „fuldmægtig Frue og Husbonde og det ganske Danmarks Riges Formynder“, saaledes at man ikke skulde vælge nogen til Konge, som var hende imod, eller uden hendes Raad og Villie[3].
- ↑ Gram, Suhm, Lagerbring og fl. jfr. Suhm D. H. XIV. 180, Lgbr. III. 695. Behrman har i sit ovenn. Skrift. S. 9–11 anført vegtige Grunde mod en saadan Hemmeligholdelse: dog svekkes disse noget ved den Feil han har begaaet med Hensyn til Bestemmelsen af Begravelsesdagen s. o. f.
- ↑ Den svenske Messenius og Flere efter ham.
- ↑ Suhm D. H. XIV. 189, 190.
døde, vides ikke: undtagen at hans Moder har ladet en vis Olaf, der kaldte sig hendes Søn, opbrænde.“ Ericus Olai i Scr. r. Sv. II. 112. I Preusen og maaskee ogsaa andensteds maa det Rygte have været udbredt, at Olaf var omkommen paa Søen i en Storm, medens dog flere af Skibsmandskabet reddede sig, og nogle ogsaa paastode, at Kongen var sluppen derfra med Livet (den preusiske Skribent Henneberger fra det 16de Aarh. fortæller dette i Anledning af den foregivne Kong Olaf, jfr. Suhm D. H. XIV. 181, Behrmann 16–18.
