I det Brev, som ved denne Leilighed udstedtes, nævnes: „Erkebiskopper
og Lydbiskopper, Riddere og Svende, og flere Rigets Mænd
og Menighed af alle Danmarks Lande“ som nærværende ved og samtykkende
Valget; men som Brevets Udstedere nævnes kun: Vinalde
Erkebiskop af Nidaros, Peter Biskop af Aarhus, Henning Podebusk,
Danmarks Riges Drotsete og 10 Riddere og Svende[1]. Det
er ligesaa paafaldende, at her Erkebiskop Magnus af Lund ikke nævnes,
som at den norske Erkebiskop Vinalde nævnes i Spidsen, hvilken
sidste dog intet havde med Danmarks Riges Anliggender at skaffe.
Ihvordan man forklarer sig den første Omstændighed, saa er den sidste
et haandgribeligt Bevis paa Vinaldes Hengivenhed for Margreta og
Billigelse af hendes, ham ganske vist vel bekjendte Maner til Danmarks
og Norges nærmere Forening; thi uden dette vilde han vel
aldrig være optraadt i det danske Rigsraads Midte. Man maa forøvrigt
formode, at Erkebiskop Vinalde har været det vigtigste Drivhjul
i dette hele Skridt til Margretas Fordeel, og at det har været
det lille Parti af det danske Rigsraad, som her saa dristigen synes at
være optraadt, om at gjøre, at faa en Valgbeslutning i Stand til
Fordeel for Margretas Rigssormynderskab i Danmark, for den meklenborgske
Albrekt, hendes Søstersøn, der tidligere havde været paa Valg
til Danmarks Konge, kunde faa fremsat sit Krav og muligen dannet
et Parti for sig blandt de danske Stormænd.
Det Hele var aabenbar et Hastverksskridt, hvis Gyldighed udentvivl let paa Grund af Formen kunde have blevet benegtet. Men Margretas Parti i Danmark var sterkt, og det varede ikke længe før det skede Valg blev tiltraadt af andre danske Landskaber. Den 21de August blev Margreta valgt, med samme Udtryk som i Lund, paa Sjællands Landsthing i Ringsted, under Ledning af Henning Podebusk, og den 26de October næst efter i Odense, paa Fyens Landsthing. Dagen for hendes Valg i Jylland vides ikke; men hvad enten det er foregaaet for eller efter hendes Valg i Fyen, saa skeede det utvivlsomt inden Aarets Udgang. Ved alle angaves som Grund: at hun var Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder, samt at man i mange Maader havde prøvet hendes gode Villie, Yndest og Velgjerninger[2]. Man seer let, at disse Valg lagde Kongedømmet og Rigsstyrelsen i hendes Hænder, uden at derfor Navnet af Danmarks Dronning tillagdes hende. Den Titel, hun fra nu af brugte var: „Margreta med Guds Naade Norges og Sveriges Dronning (hvilken Titel hun bar efter sin Mand), og Danmarks Riges rette Arving og Fyrstinde“.
