Ligesom Erkebiskop Vinalde i Danmark var virksom for at hjælpe
Margreta til Rigsstyrelsen, saaledes maatte man vente, at han ogsaa
i Norge vilde arbeide for hendes Sag. Det kan vel neppe heller
være nogen Tvivl underkastet, at han var Manden, som Dronningen
særligen havde udseet til at bane fine (Maner der Veien. Men for
han forlod Danmark, havde han et Anliggende sin Erkestol vedkommende
at udrette, og det var at sammensamle og tilbageføre det den
tilhørende Løsøre, hvilket, som for sagt, Erkebiskop Nikolaus, hans
Formand, havde slæbt med sig til Danmark. Dette mødte imidlertid
ingen Vanskelighed. Ridderen Johan Rut, Dronningens Embedsmand
paa Vordingborgs Slot, havde paa hendes Vegne taget Godset under
Forvar og oplod det paa hendes Bud til Vinalde imod dennes Kvittering
for de modtagne Sager, given i Vordingborg den 8de September
1387. Kvitteringen er i det nedertydske Sprog, som den Gang
brugtes meget i Danmark, og stilet til Dronning Margreta og det
menige Danmarks Rige; og Erkebiskoppen lover deri, at han ogsaa
skal skaffe sit Kapitels Kvittering for Modtagelsen, hvilken enten skal
overdrages Dronningen, „saasnart hun kommer med ham til Norge“,
eller, hvis dette ikke skeer, blive tilsendt den Høvedsmand paa Vordingborg,
som da er[1]. Sagerne, som i Kvitteringen opregnes, ere
forresten af meget forskjelligt Slags og for det meste verdifulde, helst
efter den Tids Maalestok.
Om Dronning Margreta har begivet sig i Følge med Erkebiskop Vinalde til Norge, eller den sidstnævnte er dragen i Forveien for at bearbeide Stemningen til hendes Fordeel, det vide vi ikke; men i Begyndelsen af det følgende Aar 1388, allerede i de første Dage af Februar, finde vi dem begge i Oslo eller paa Akershus Slot, samlede med det norske Raad og ivrigen sysselsatte med Ordningen af Norges Anliggender i Overeensstemmelse med Margretas Planen At Olafs Død maatte være kjendt i Norge længe for Udgangen af 1387, lader sig ikke betvivle; thi om det ogsaa maaskee varede en god Stund, for den der blev formelig kundgjort, saa var det neppe muligt andet, end at et Rygte om, hvad der inden August Maaneds Midte var kjendt over hele Danmark, ogsaa maatte naa til Norge senest i Løbet af September Maaned. Men dette Rygte modtoges udentvivl, efter hvad for er sagt, med Mistro; og rimeligviis har Margreta ikke fundet det tjenligt for fine Hensigter at sprede Mistroen for hastig, paa det at ikke Raadet i Norge muligen skulde tage noget afgjørende Skridt, førend hun selv eller Erkebiskop Vinalde kom tilstede. Hermed havde det dog, som det lader, i Grunden ingen synderlig Fare; thi neppe var det norske Raad dengang besjælet af nogen virk-
- ↑ N. Dipl. I. 371–373.
