som Foretagelsesaand, og desuden traf det sig for Margreta saa heldigt, at Erkebiskoppen af Nidaros, der her skulde optræde som Rigsvikar[1], var hos hende i Danmark og under hendes personlige Paavirkning. Drotsetens Embedsmyndighed, som udgangen fra Kongedømmet, tænktes ganske vist ophørt ved Kongens Død, og det maatte synes stemmende med Loven, at i nærværende Tilfælde, hvor der aabenbare kunde blive Spørgsmaal om et Kongevalg i egentligste Betydning, Erkebiskoppens Komme maatte afventes, da han ved et saadant skulde være den ledende Formand, eller paa en Maade Hellig Olafs Repræsentant. Intet Spor findes heller til nogen offentlig Bevægelse i Norge under den Mellemtid, da Landet var uden nogen øverste Styrelse; baade Høvdingerne og Folket synes i Stilhed, om end ikke uden Ængstelse, at have ventet hvad der vilde indtræde, naar Erkebiskoppen kom i Landet.
Da Norge var et Arverige med en i Loven bestemt Arvefølge, saa blev naturligviis der det første Spørgsmaal, om der fandtes nogen saa nær Frænde efter den uden Børn afdøde Konge, at han ifølge Frændskab kunde kaldes Kongedømmets lovlige Arving Der gaves, som allerede forhen berørt, tvende Love for Kongearvefølgen i Norge: Magnus Lagabøters, der ikke synes formeligen at være sat ud af Kraft, men havde beholdt sin Plads i de fleste Afskrifter af Lovbogen, – og Haakon Magnussøns af 1302. Ifølge begge disse skulde Arveretten regnes efter Frændskabets Nærhed med den sidst afdøde Konge, dog i Grunden med den Indskrækning, at Arvingen altid skulde være af Kongeætten, enten gjennem Mand eller Kvinde[2].
Den afdøde Olafs nærmeste Frænde var hans Systrung (d. e. Mosters Søn), den unge Albrekt af Meklenborg, Søn af Henrik af Meklenborg og Ingebjørg af Danmark, Olafs Moders, Margretas, ældre Søster, den samme Albrekt, som havde været paa Valg til Danmarks Konge med Olaf efter Valdemars Død. Systrung var udtrykkelig nævnet i begge Arvefølgelovene, i Magnus Lagabøters i 12te, i Haakon Magnussøns i 11te Arv. Begge Steder gjordes dog de Betingelser, at Mødrene skulde være samfædre, egtefødte og komme af ret Norges Kongeæt[3]. Den sidste af disse Betingelser kunde vistnok ikke siges med Hensyn til Albrekts Moder at være forhaanden; thi Ingebjørg var ligesaalidt som hendes Søster, Dronning Margreta, af Norges Kongeæt. Men af denne var dog virkelig Albrekt selv paa fædrene Side, skjønt gjennem tvende Kvindeled: nemlig sin Farmoder Eufemia og hendes Moder Hertuginde Ingebjørg, den ældre Kong Haakon Magnussøns Datter; og denne Omstændighed kunde bøde paa Mangelen ved hans Moders Byrd.
