Nærmest ham stod hans Farbroder, Kong Albrekt af Sverige,
Olafs Faders Søskendebarn (Farfaders Søsters Søn). Denne Slegtskabsgrad
var ikke udtrykkeligen nævnt i nogen af Konge-Arvefølgelovene;
men den kunde komme ind under den private Arvelovs 10de Arv[1], og
i begge Konge-Arvefølgelovene fandtes til Slutning den Bestemmelse,
at naar ingen opnævnt Arving fandtes, skulde det private Arvetal
følges, naar kun Arvingen var af den rette Kongeæt[2], hvilket sidste
gjaldt om Kong Albrekt, som Eufemias Søn, ligesaavel som om hans
føromtalte Navne, hendes Sønnesøn.
Fjærnere Frænder af Kong Olaf vare de tvende Brødre, Ridderne Jon og Sigurd, egtefødte Sønner af Hafthor Jonssøn og af Agnes, Kong Haakon Magnussøn den Ældres uegte Datter. Disse Brødre vare altsaa Systrunger, eller samfædre Mosters Sønner, til Olafs Farfader, Kong Magnus Erikssøn, derhos af den norske Kongeæt gjennem blot eet Kvindeled, Nordmænd paa Fædrene som paa Mødrene, og Høvdinger af største Anseelse blandt sine Landsmænd. Hvis det gjaldt om at staa den gamle norske Kongeæts med Haakon Magnussøn uddøde Mandslinie nær, saa kunde Ingen da levende gjøre hine tvende Brødre Rangen stridig, hvilte vare Kong Haakons Dattersønner og i sin Tid, som egtefødte Sønner af negte Datter, vilde have været hans utvivlsomme Arvinger, hvis hans egte Datter Ingebjørg og hendes Søn ikke havde været[3]. Men nu, da Frændskabet skulde regnes fra Kong Olaf, kunde de ikke komme ind i Arvetallet, om man ogsaa tog dette efter den private Arvelov, end mindre efter Kongearven. Begge Brødrene vare desuden ved denne Tid meget gamle Mænd, over de syvti og kanskee nærmere de otteti[4], saa at Tanken paa Graven maatte ligge dem nærmere end Lysten til Kongedømmet, om end muligen Folkets Valg kunde have villet byde en af dem Norges Krone. De maatte i saa Fald have tænkt meer paa sine Efterkommere end paa sig selv; de havde nemlig begge egtefødte Sønner: Haakon Jonssøn og Haakon Sigurdssøn[5]. Den først-
- ↑ N. g. L. II. 83.
- ↑ N. g. L. II. 27, III. 48.
- ↑ N. g. L. III. 47 (9de Arv).
- ↑ Deres Fader Hafthor Jonssøn, døde i 1320 (Isl. Ann. 216), og da begge Brødrene allerede i 1333 optraadte selvstændigen i Forbindelse med Erling Vidkunsson og Ulf Saxessøn imod Kong Magnus (s. o. f. II. 264), saa maa man antage, at de ere fødte en god Stund før 1320; rimeligviis i det seneste omkring 1315.
- ↑ Om Haakon Sigurdssøn er det aldeles sikkert, at han var Sigurd Hasthorssøns Søn. Om Haakon Jonssøn, siges, saavidt bekjendt, ingensteds i vore gamle Kilder udtrykkeligen, at han var en Søn af Jon Hasthorssøn, og der har været Historikere, der have antaget ham for Søn af Kong Magnus Erikssøns (uegte?) Datter, Ara, Aasa eller Anna, med en svensk Herre, Jon Magnussøn af Læma Slegten (Lgbr. III. 698, Scr r. Sv. II. 166). Men alle Omstændigheder vel overveiede, saa er dog Sandsynligheden for denne sidste Mening langt ringere end for den
