haabe af hende, – have eendrægteligen med god Villie udvalgt og antaget hende til sin og det ganske Norges Riges „mægtige Frue og rette Husbonde“. Hun skal være bemyndiget til at „forestaa og raade Riget i Norge“, baade Land, Slot, Fæste og Thegner, „baade sydlig og nordlig over hele Norge og dets Skat- lande, i alle hendes Livsdage“. De have paa sine egne og paa alt Norges Riges Vegne tilsagt, lovet og svoret hende „huldt Mandskab og tro Tieneste, imedens hun lever“. De have samtykket ikke at holde flere Huskarle og faste Svende (setosveina) end som Lovbogen og Hirdskraa vidne. De have samtykket, at Almuen over hele Norge skal, paa Grund af Rigets Krav, udrede for et Aar fuld Almenning. Hun har lovet dem og Folket, at hun i alle sine Levedage skal holde dem Lov og Landsret. Derfor bede og raade de, at Almuen skal gjøre Dronningen den samme Troskabsed, og at hver Sysselmand i sin Syssel skal modtage denne Ed, samt at man skal være hendes Ombudsmænd hjælpsomme og lydige i Alt hvad der efter Lov og Landets gamle Sedvane skyldes Rigets rette Høvding[1].
Saaledes var da ved en Raadsbeslutning Norges øverste Styrelse og Kongedømmets fulde Myndighed for første Gang lagt i en Kvindes Haand. Om Raadet herved har fortrinsviis støttet sig til den private Arvelov, ifølge hvilken Moder i tredie Arv tog Arv efter egtefødt Søn[2], eller det har betragtet sin Handling som et frit Valg, ved hvilket det nærmest tog Hensyn til Margretas prøvede Styrerdygtighed, – lader sig ei med Bestemthed udlede af Kundgjørelsesbrevets Ord. Disse hentyde virkelig paa begge Betragtningsmaader, og Grundene for Valget ere saa ubestemt udtalte, at det synes, som om man med Forsæt har villet undgaa en nøiere Udvikling, der muligen ikkun vilde have gjort deres Uholdbarhed indlysende. Thi vanskeligt kunde det dølges, at hvis man støttede sig til Margretas Arveret som Moder, da var baade hendes Fortrin for begge de ovennævnte meklenborgske Fyrster høist tvivlsomt for ikke at sige nbeviseligt, og desuden manglede den da en for Kongearven uundværlig Betingelse, nemlig den, at hun skulde være af den rette Kongeæt. Men paa den anden Side, hvis man erklærede Margreta kaaret til Rigsstyrelsen ved et fuldkommen frit Valg, da opstod Spørgsmaalet, om de i Loven for et saadant Valg foreskrevne Former vare i Eet og Alt iagttagne[3], hvilket man neppe turde paastaa. Man fandt sig derfor udentvivl bedst tjent med at
