lade Grundene for det første hvile i Dunkelhed, og prøve hvorvidt det gjorte Valg vilde tale for sig selv.
Neppe har dog dette, da det blev videre bekjendt, vundet den norske Almenheds udeelte Bifald. Nordmændene vare fra ældgammel Tid vante til at vide en Konge, om det saa end var blot i Navnet, som Rigets Hoved, og det er høist rimeligt, at den store Mængde ikke har fundet sig fyldestgjort ved den mægtige Frue og rette Husbonde, som Raadet havde givet dem i Stedet. Yttringer af en saadan Stemning omkring i Landet have udentvivl snart trængt frem til Dronningens og Raadets Øren, og det er dertilmed høist sandsynligt, at den unge Hertug Albrekt af Meklenborg og muligen ogsaa Haakon Jonssøn have været nævnte af de Misnøiede som Mænd, der egnede sig til Kongedømmet. Dette har da opfordret Dronningen og det fremdeles i Oslo forsamlede Raad til et andet Skridt, som skulde forsone Almenheden i Norge med Margretas Valg, derved at Udsigten aabnedes til at erholde en Konge, der baade var af hendes Slegt og tillige kunde siges at stamme fra den gamle norske Kongeæt, og saaledes passende kunde danne Udgangspunktet for en ny Kongerekke.
Allerede den 16de Februar samme Aar 1388, paa Akershus, udstedte Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Eystein i Oslo, Olaf i Stavanger, Sigurd i Hamar og Halgeir (der i sin Tid havde været valgt og indviet til Stavanger Stol men havde maattet vige for Olaf?)[1], Henrik, Provst til Mariekirken i Oslo samt tretten Verdslige, blandt hvilke Haakon Jonssøn nævnes først, og som ellers alle paa to nær ere nævnte blandt Udstederne af Kundgjørelsen af 2den Februar, – i Egenskab af „Norges Riges Raadgivere“ en ny Kundgjørelse af følgende Indhold: – Efterat de havde udvalgt og antaget Dronning Margreta „til deres og hele Norges Riges kjære og rette Frue og mægtige Fyrstinde, at raade, styre og forestaa Riget i Norge alle hendes Livsdage“, da spurgte hun dem alle „og Rigets Mænd i Norge“, hvo der var næst Arving til Norges Riges Kongedømme, naar hun forlod dette Liv. Hun nævnte Hertug Albrekt af Melkenborg, sin Søstersøn, som den hun helst havde seet som sin Eftermand i Norges Rige. Men da viste Raadet „skjelligen og retteligen med Loven“, at Hertug Albrekt og hans „fædrene Forældre“ havde været imod Norge og dets Konger, og med ingen Ret kunde blive dette Riges Arvinger. Derimod var „Kong Olafs Moders, Dronning Margretas, Søsterdatters ældste Søn, som er Hertug Vratislav af Pommerns Søn“, den retteste Arving til Riget, og skulde være dets Konge, og efter hans dødelige Afgang hans rette
- ↑ S. o. f. II. 398.
