Arvinger: hans Søn, om han er til, dernæst hans Broder, og dernæst hans fædrene Frænder, „hvilke fornævnte, den ene efter den anden, skulle være rette Arvinger og Konger i Norges Rige efter det Kongetal, som nu begynder med denne Kong Olafs Moders, Dronning Margretas, Søsterdatters Søn“. Og skulde denne hendes Søsterdatters Søn og hans Venner af hende fortjene, at hun vilde have ham til Konge i Norge i sit levende Live, da er det Udstedernes gode Villie, at det bliver fuldbyrdet med Dronning Margretas Raad og Villie, – dog med det Vilkaar, at hun skal være „fuldmyndig i al Maade, som for er sagt, at raade, forestaa og styre Norges Rige alle sine Levedage“. Alt dette havde de besluttet paa egne og paa Norges Riges Mænds Vegne og bekræftet ved at forehænge Brevet sine Segl[1].
I den nærmeste Forbindelse med denne vigtige offentlige Handling staar en anden kun to Dage efter følgende. Den 18de Februar udstedtes atter paa Akershus en Kundgjørelse, hvorved Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Olaf af Stavanger og Sigurd af Hamar samt sex verdslige Medlemmer af Raadet vidnede: – at de samme Dag og Sted havde været nærværende, seet og hørt, at Haakon Jonssøn for Dronning Margreta, for dem og for andre Norges Riges Raadgivere personligen var tilstede og med Haand paa Bogen (Evangeliet) aflagde den Ed: „at han aldrig har stræbt efter at blive Konge i Norges Rige“, og erklærede: „at han ingen Ret eller Paatale havde til Norges Rige i nogensomhelst Maade, og aldrig vilde tragte derefter og aldrig paa nogen Maade indtrænge sig deri“. Men han svor og erklærede uden Tvang, fuldkommen frivillig: „at han aldrig i sit Livs Dage vilde blive Konge i Norge“. Udstederne bekræftede sit Vidnesbyrd ved at forehænge sine Segl[2].
Dronning Margreta havde saaledes af det norske Rigsraad faaet en fornyet Bekræftelse paa sin egen livsvarige styrende Myndighed, medens tillige Arvefølgen efter hende fradømtes den hende forhadte Albrekt af Meklenborg, – som forresten ved denne Tid, i Slutningen af 1387 eller Begyndelsen af 1388, døde barnløs[3], – og derimod tildømtes en Fyrste, som endnu var et Barn, og for hvis personlige Indblanding i Regjeringsanliggenderne hun saaledes for lang Tid kunde vide sig sikkret. Hun havde ogsaa faaet et fuldstændigt og, som det lader, aldeles oprigtigt Afkald paa alt Medbeilerskab til Kongedømmet af Haakon Jonssøn, en Mand, som ganske vist havde et stort Parti blandt sine Landsmænd, og som, hvis han havde havt Ærgjerrighed, let sunde blevet hendes Herredømme farlig.
