Men uagtet alt dette befæstede Margreta i Magten, saa maa dog, efter hvad man kan slutte, Folkets Ønske om en Konge ei derved være forstummet; og den kloge Margreta maa have fundet det sikkrest at imødekomme det, saameget mere som Raadets Erklæring af 16de Februar paa en Maade opfordrede hertil. Den Mand, der var fremhævet som lovlig Arving til Norges Rige efter Margreta, og hvilken hun selv maa antages at have udseet, idet hun lod Raadet udtale hendes egen Villie som dets og Folkets Dom, – var den sex Aars gamle Erik, en Søn af Hertug Vratislav af Pommern med Maria, en Datter af Margretas ældre Søster Ingebjørg og Henrik af Meklenborg, altsaa en Søstersøn af den forbigaaede og imidlertid afdøde Albrekt af Meklenborg.
Denne Erik blev da det følgende Aar 1389, uvist paa hvilken Dag og paa hvilket Sted, af det norske Raad formelig tagen til Norges Konge. Kundgjørelsesbrevet herom er udstedt af Erkebiskop Vinalde, Henrik Sinkler, Jarl i Orknøerne, Biskopperne Jakob af Bergen, Eystein af Oslo og Olaf af Stavanger, Ridder Malis Sparre (af Orknøerne) og fjorten andre verdslige Mænd, blandt hvilke Haakon Jonssøn nævnes først. De have – heder det – nøie gransket Norges Lovbøger og af dem udfundet, at Erik, Hertug Vratislavs Søn af Pommern, er ret Arving til Norges Kongedømme, og efter hans Død bør hans Søn arve Riget, eller hans Broder, hvis Søn ei er til, eller hans Farbroder, hvis hverken Søn eller Broder gives, eller, hvis ingen af de førnævnte leve, da den som er den nærmeste Frænde efter Kong Erik af hans Slegt og fra ham at regne. Ifølge heraf tage de, paa egne og paa hele Norges Riges Vegne, fornævnte Erik, „og hans rette Arvinger efter ham, som før skrevet staar“, til sin og Norges Riges Konge og rette Herre. Dog skal Dronning Margreta ubeskaaret nyde al sin Ret inden Norges Rige, og navnligen sin Morgengave, som er Baahus med Alt hvad dertil ligger, og skal hendes Testamente holdes, og skal hun raade over alt Riget Norge, baade Hus og Fæste og Land, Fogeder og Sysselmænd ind- og afsætte og Riget styre efter sin Villie „uden alt Regnskab, indtil Kong Erik eller hans rette Arving kommer til Myndighedsalder“. Til Bekræftelse herpaa have de paa egne og paa Norges Riges Vegne med god Villie hængt sine Segl for dette Brev[1].
- ↑ Original paa Norsk aftr. i Paludan-Müllers observationes 108–111; – – den latinske Original, aftr. i N. Dipl. III. 362–364, indeholder blot Eriks Antagelse til Konge, men ikke Slutningsartikelen vedkommende Dronning Margreta. I begge mangler Dag og Sted. Malis Sparre findes i det latinske Brev ikke nævnt blandt Udstederne.
