Man seer, at ved denne Raadsbeslutning ikke alene Erik toges
til Norges Konge, men ogsaa Margretas Rigsstyrelse indskrænkedes
til hans Umyndighedsaar, medens den efter Erklæringen
af 16de Februar 1388 burde, selv om Erik toges til Konge,
vedblive alle hendes Levedage. I denne vigtige Ændring tør
man vel see en ny Eftergivelse fra Dronningens Side for Almenhedens
Ønske. Om den har været aldeles frivillig, lader sig nu ikke
afgjøre; men tilsagt af Statskløgt var den ganske vist, hvad enten den
nærmest udgik fra Dronningen eller fra Raadet, hvilket sidste dog synes
ganske at have ladet sig lede af Margreta. Høist rimelig har
denne skarpsynte Kvinde ved nærmere at prøve Stemningen blandt
Nordmændene fundet, at det vilde falde hende høist vanskeligt, om ikke
umuligt, at udøve Kongedømmets Myndighed over dem i sit eget
Navn alene. Hun har derfor foretrukket den sikkrere Vei, at udøve
den i en umyndig Konges Navn, understøttet af paalidelige Tjenere
og Haandlangere. Og da hun først havde slaaet ind i denne
Retning, blev hun ikke staaende paa Halvveien, men søgte at gjøre
Eriks Kongedømme i Norge saa lovligt, almenerkjendt og folkeligt
som muligt. Hun hentede den unge Erik til sig i Danmark og behandlede
ham der som Norges Konge, idet hun lod ham sætte sit Segl
med hendes for et Brev, som hun den 29de Juni 1389 i Helsingborg
udstedte til Fordeel for Biskop Jakob af Bergen[1]. Derpaa lod hiin
ham føre op til Norge, hvor han i samme Aars September Maaned
blev efter gammel Skik høitidelig tagen til Konge paa Ørething i
Throndhjem, og det var den oftere nævnte Haakon Jonssøn, som her
gav ham Kongenavn[2]. Saaledes havde nu Norge atter sin Konge
efter at have været kongeløst i to Aar.
Eriks Valg og hele Margretas Adfærd ved denne Leilighed var dog endnu langt fra at fyldestgjøre den norske Almenheds Ønsker og Anskuelser. Herom vidne de mærkelige Udtryk, hvori de samtidige flatøiske Annaler fortælle Sagen. Efter nemlig at have fortalt, at „den
- ↑ N. Dipl. II. 395.
- ↑ Isl Ann. 350. Annalerne vakle med Hensyn til Aaret (1388–91); men at dette ei virkelig 1389, og at Antagelsesdagen ligger mellem 11te og 25de September (maaskee 14de September, Korsmesse?), lader sig tilfulde bevise af en Mængde gamle norske Breve, der alle regne Eriks Riges Aar fra den Tid. N. Dipl. I. XXXI. At Erik personlig var tilstede i Throndhjem, da han der toges til Konge, viser sig uimodsigeligen af et Brev af 3die Septbr. 1440 udstedt af Erkebiskop Aslak Bolt til Bevidnelse af et Frihedsbrev for Almuen i Opdal, givet af Erik med Rigets Raad paa Reisen til Throndhjem for der at antages til Konge. Man seer af dette Brev ogsaa, at Erik dengang ledsagedes af Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Eystein af Oslo og Sigurd af Hamar, Haakon Jonssøn, Hr. Amund Bolt, Hr. Alf Haraldssøn, Haakon Stumpe og andre flere af Rigets Raad i Norge. N. Dipl. III. 549.
