Mand, som heder Erik, Barn af Alder“ blev tagen til Konge, lægge de til: „om denne Mand blev sagt, at han var en Søstersøn (Søsterdatters Søn) af Dronning Margreta, men at hans Fader var i Tydskland. Alle Norges Mænd syntes lidet om denne Adfærd (um þá breitni), og især Folket i Skatlandene“[1]. Her fremskimter aabenbare ikke alene Misnøie med den Forandring, som var foregaaet i Norges Statsforhold derved, at under Margretas Ledning et Barn og dertilmed en Udlænding var hævet til Kongedømmet, men ogsaa den samme Mistillid til Margretas Redelighed, som spores i de før omtalte Yttringer med Hensyn til Kong Olafs Død[2]. Det lyder som om Fortælleren paa en forblommet Maade vil beskylde Dronningen for at have paalistet Nordmændene Erik til Konge under den falske, eller i det mindste tvivlsomme Paastand, at han var hendes nære Frænde; og dette skulde da vel igjen være gjort for ganske at stænge Veien til Norges Kongedømme for hendes egen Søn Olaf, hvis denne atter kunde fremstaa fra sin Forsvinden. Alt viser, at underlige og høist ufordelagtige Rygter have været i Omløb blandt Nordmændene om Margretas Færd; men de gamle Efterretninger ere alt for sparsomme til at man af dem skulde formaa at udrede den sande Sammenhæng med hine Rygters Indhold og Oprindelse. Paa en Misstemning mod Dronningen kunde maaskee ogsaa den Omstændighed hentyde, at i de Forhandlinger, der angaa hendes Ophøielse til Rigsstyrelsen og Eriks Antagelse til Konge, hverken Kong Olafs Drotsete, den høit formaaende Hr. Øgmund Finnssøn, eller de kongeættede Brødre Jon og Sigurd Hafthorssønner nogensinde nævnes som deeltagende, uagtet de dog alle endnu dengang vare i Live. Ogmund vides af gamle Breve at have levet den 14de April 1388, men at være død inden den 1ste August 1392[3]; Sigurd Hafthorssøn levede udentvivl endnu i 1391, og hans Broder Jon synes endog at have levet efter 1395[4]. Var det virkelig af Mistillid til Margreta og Misnøie med Sagernes Gang i Norge at disse høibyrdige, anseede og med Norges politiske Forholde gjennem et langt og virksomt Statsliv fortrolige Høvdinger ved denne Leilighed holdt sig tilbage, saa maa ganske vist Dronningens Foretagender have havt et stort og mægtigt Parti imod sig blandt Nordmændene. Hvad Haakon Jonssøn angaar, der i alle hine Forhandlinger optræder som en føielig Understøtter af Margretas Sag, og som synes at have godvilligen opgivet sine egne glimrende Udsigter til Magten for at tjene hendes Planer, – da sige Annalerne om ham, idet de fortælle, at
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/435
Denne siden er ikke korrekturlest
421
Erik af Pommern tages til Norges Konge.
