han paa Ørething gav Erik Kongenavn, at han kort efter døde[1]; ligesom om Forfatteren skulde ville have antydet, at han i Grunden fortrød den Rolle, han havde spillet, og at Græmmelse forkortede hans Liv.
Men har der end blandt en stor Deel af Nordmændene hersket en ugunstig Stemning mod Margreta og den af hende opstillede Konge og nye Kongeæt, og har end denne ugunstige Stemning maaskee strakt sig til enkelte af Norges anseligste og høibyrdigste Høvdinger, saa synes det dog utvivlsomt, at Mængden af det daværende Raads Medlemmer, blandt hvilke vistnok en heel Deel nye Navne vise sig, villigen bar tjent hendes Ønsker og arbeidet for hendes Planer. Og fortrinsviis gjælder dette om Erkebiskop Vinalde, de øvrige norske Biskopper og Kansleren Henrik Henrikssøn, hvilke alle, og især Erkebiskoppen med sin umaadelige Indflydelse, synes at have virket efter yderste Evne for at hæve hende til Rigsstyrelsen og hendes unge Frænde til Kongedømmet. Margretas Gave af 100 Mark Sølv til Kathedralkirken i Oslo den 6te Marts 1388[2], hendes Bekræftelse af Mariekirkens Privilegier af 13de Marts samme Aar[3], og hendes Brev udstedt i Helsingborg den 29de Juni 1389 til Fordeel for Biskop Jakob i Bergen[4], vidne ogsaa om, at hun i den mest farlige Tid ikke undlod at opfriske de høie geistlige Herrers Hengivenhed for sig ved Gaver og Gunstbevisninger. Af det sidstnævnte Brev fremgaar desuden, at hun i sit allerede tidligere gjorte Testament[5] havde betænkt Bergens Kirke med 100 Mark Sølv; og hvis hun i samme Forhold – hvorom neppe kan være nogen Tvivl – havde betænkt de øvrige norske Kathedralkirker og større geistlige Stiftelser efter sin Død, saa laa ogsaa heri en kraftig Opfordring for de norske Prælater til at antage sig hendes og hendes Slegts Ophøielse med Varme. At hun og Kong Erik, uvist paa hvilken Tid, overlod Erkebiskop Vinalde Sparbyggia Fylke som Len paa Levetid[6], skulde vel ogsaa betragtes som en Gunstbevisning, dog meer personlig, mod Erkebiskoppen for udviste politiske Tjenester. Man tør saaledes vistnok uden Betænkning sige, at Norges Biskopper og høie Geistlighed ved sin Indflydelse har givet det kraftigste Stød til den vigtige, gjennemgribende Forandring, der ved Margretas Antagelse til Rigsforstanderske og Erik af Pommerns Antagelse til Konge foregik i Norges Statsforhold.
- ↑ Isl. Ann. 350. Haakon Jonssøn troes at være død 1391 eller 1392. Sml. IV. 589.
- ↑ N. Dipl. I. 373.
- ↑ Orig. i Arn. Magn. Sml.
- ↑ N. Dipl. II. 395, jfr. o. f. II. 420.
- ↑ S. o. f. II. 419.
- ↑ Dette oplyses af Dronningens Instruktion for Kong Erik paa hans Reise til Norge i 1405 (Ny. D. Mag. VI. 259), hvorom senere skal tales.
