Endnu før Erik af Pommern var formelig antagen til Norges Konge, var det lykkets Margreta at ydmyge sin farligste Fiende, Kong Albrekt af Sverige, og at udstrække sin Indflydelse ogsaa over dette Rige.
Albrekts Kongedømme havde længe staaet paa svage Fødder. Hans og hans tydske Ledsageres Overmod, Ødselhed og Foragt for det svenske Folk havde tidlig reist et stort Parti mod ham blandt dette. En næsten uafladelig Spending fandt Sted mellem ham og Raadet. Undertiden nødtes han ved dettes truende Stilling til at ydmyge sig og gjøre store Indrømmelser; men aldrig saa snart troede han sig uden Fare, for han fortfor med sit gamle Uvæsen og ophidsede Sveriges Stormænd mod sig paa ny. I Riget herskede den største Lovløshed og Undertrykkelse, og Folket led frygtelig. Efter de Svenskes Fremstilling laa al Skylden herfor paa Kongens Side. Der er imidlertid Grund til at tro, at denne Fremstilling ikke er ganske upartisk. Opsætsighedsaanden hos de svenske Store, deres egen Lovløshed og indbyrdes Splid var ogsaa tiltaget i en mærkelig Grad; og det er ikke usandsynligt, at det herskesyge og utaalige Sindelag, der fordum havde reist dem mod Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn, og bragt dem til at gjøre disse Konger mange overdrevne og usandfærdige Beskyldninger, ogsaa kan have ladet dem male Kong Albrekt med mørkere Farver, end han i Virkelighed fortjente. Albrekt var ganske vist ligesaalidt en klog som en kraftig eller god Konge, og han synes ikke at have vist det svenske Folk hverken den Agtelse eller den Omhu, som han skyldte sine Undersaatter; men Raadet paa sin Side synes heller ikke at have gjort sig oprigtig Umag for at opklare hans feilagtige Forestillinger eller vise ham den rette Vei til at vinde Svenskernes Kjærlighed. Det synes tvertimod ikke ugjerne at have seet Kongens Feiltrin, hvilke gav det Anledning til at klage, og med det samme tilrive sig selv den hele styrende Myndighed, – den det dog, formedelst indre Usamdrægtighed og egen Foragt for Almuens Ret og Bedste, ikke formaaede at øve til det Heles Gavn. Men hvad ondt de Store selv deels anrettede deels medvirkede til, derfor kastede de Skylden paa Kongen alene, idet de med det samme satte denne ganske ud af Stand til at afhjælpe det. Den Konge maatte næsten være et
