Vidunder af Kraft og Klogskab, som dengang skulde have kunnet styre Sverige til en nogenlunde almindelig Tilfredshed
Den slu Margreta holdt Øie med disse Forhold og var beredt til at fiske i det rørte Vand. Hun knyttede Forbindelse med de opsætsige svenske Store, smigrede dem med gyldne Løfter, lovede dem sin Hjælp, og bragte det endelig saavidt, at et Parti af de mægtigste svenske Herrer den 20de Mai 1388 fra Nykjøping formelig tilsagde hende sin Tjeneste. Følgen af dette Skridt var naturligviis en aabenbar Krig mellem Albrekt og Margreta. Man rustede sig paa begge Sider, og den 24de Februar 1389, medens Dronningen opholdt sig i Norge paa Baahus Slot, kom det i Nærheden af Falkjøping i Vester-Gøtland til et Slag mellem Margretas Hær, bestaaende af Nordmænd, Danske og Svenske, hver som det lader under sin Anfører, og Kong Albrekts, bestaaende af Svenske og Tydskere. Albrekt blev slagen og selv fangen med sin unge Søn Erik og flere fyrstelige og høie geistlige Personer, der fulgte hans Hær. Efter at være blevne fremstillede for Margreta paa Baahus, bleve Fader og Søn førte i et haardt Fængsel paa Lindholm Slot i Skaane.
Efter denne Seier fik Margretas Parti Overhaanden i Sverige. Men flere Slotte vare dog besatte af Albrekts Tilhængere, der fik Understøttelse fra Meklenborg; og Stokholm især blev med Kraft og Udholdenhed forsvaret af Tydskerne. Margreta havde saaledes i den nærmeste Tid efter Eriks Antagelse til Norges Konge nok at gjøre med de svenske Anliggender samt Underhandlinger med de tydske Magter, der arbeidede for den fangne Albrekts Sag. Hun maatte oftest opholde sig i Danmark og Sverige og synes sjælden at have besøgt Norge.
Dette Rige styredes imidlertid i Kong Eriks Navn. Ingen Drotsete findes at være tilskikket, men Kansleren synes at have staaet i Spidsen for den indre Styrelse, naturligviis med Raadet ved sin Side. Om den unge Konge er forbleven i Norge efter sin Antagelse i Nidaros, eller om Margreta siden har ladet ham fore til sig igjen i Danmark, vides ikke. Thi at Breve, norske indre Anliggender vedkommende, udstedtes i Norge i hans Navn og med hans Kongesegl, beviser ikke hans personlige Nærværelse; Kansleren som Seglbevarer kunde gjøre dette. Kansleren Hr. Henrik Henrikssøn nævnes saavidt vides ikke senere end i 1388; rimeligviis er han ved den Tid død. I hans Sted kom, baade som Provst ved Marie Kirke i Oslo og som Kansler, Hr. Arne Sigurdssøn, der findes at have havt Kongens Segl i Forvar allerede den 12te Juni 1390[1]. Men uagtet den indre Styrelse saaledes i Regelen førtes uden at Margretas Navn derved nævntes, viser hun sig dog selv optrædende og hand-
- ↑ N. Dipl III. 367.
