Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/440

Denne siden er ikke korrekturlest
426
Fjerde Tidsrum.

Skrivelse, et Slags Hyrdebrev, til Bønderne i den Deel af Øvre-Thelemarken, som lød under Oslos Biskopsdømme: Hviteseids Sogn, Tyresdal, Nissesdal, Fyresdal, Skafse og Mo. Brevet er udstedt fra Gimsø, den 11te November 1395. Det er mærkeligt baade for dets gode Stiil og rene norske Sprog, og tillige for det Lys, det kaster over de kirkelige Forhold i hine afsidesliggende Fjeldbygder.

Sidst da Biskoppen var hos dem – heder det – for ni Aar siden fandt han meget mangelagtigt hos dem i flere Henseender, til Fare for deres Sjæle: – baade Mangler med Hensyn til deres Seder, og forskjellige Tvivlspunkter saavel i deres Forhold til Biskoppen som i Presternes Forhold til Almuen. Det er Biskoppens Pligt at rette paa Alt hvad angaar Christendommen hos dem, og han fornyer derfor nu den Bestemmelse, som han gjorde med Raad og Samtykke af sine Chorsbrødre, og de bedste og ældste Bønder, som da vare hos ham, – en Bestemmelse, som desværre hidtil kun lidet har frugtet.

Først fandt han hos dem Mangel i hvad der er det vigtigste, i deres Kjærlighed til hinanden indbyrdes. Thi Manddrab øves meer der end i noget andet Bygdelag, og deraf kunde mærkes, at Kjærligheden var tynd mellem dem. Bøder betales efter dræbte Frænder; men desuagtet hevner man sig ligefuldt. „Og dog er det den værste Ugjerning, som være kan, at love Fred og Grid, og siden bære Avind og ond Villie i sit Hjerte til den, som man for forligte sig med“. Saadanne maa kaldes Gridnidinger og fuldkomne Herrenssvigere, deelagtige i Helvedes evige Pille med selve Djævlene, der ere fulde af Avind og Ondskab, og med den fule Judas, der sveg sin Herre med et Kys, som skulde være Fredens Mærke.

Biskoppen fandt ogsaa, at de ei noksom varede sig for Omgang med bansatte Mænd, eller for dem, som ere i Kirkens Forbud. Saadanne maatte de for Fremtiden sky som de værste Edderorme. Som disse skade Legemet, saaledes hine Sjælen. Thi hver den, som omgaaes Bansmand, falder i Ban med ham.

Den Kirkens Tjeneste, som de have at tage i Paasken, skulle de modtage med al Ydmyghed og Ærefrygt een Gang om Aaret. Thi hver den, som i tre Aar forsømmer dette, han er ifølge Christenretten fredløs (útlægr). De skulle ei modtage den af nogen anden end sin Sogneprest, uden med dennes Tilladelse; og ei modtage den, naar de ere i Forbud, thi dette er værre end ikke at modtage den.

De skulle alle være lydige mod Gud og Biskoppen; men forbryder nogen sig, da bøde han snarest muligt. Kirken, og Biskoppen paa dens Vegne, tager gjerne Alle til Naade, som til Naade ere verdige.

Efterdi Biskoppen sjælden har faret paa Visitats hos dem, ere Mange i Tvivl om, hvorledes de skulle udrede ham hans Tilkommende.