I den Anledning maa de vide, „at der hvor Tiender udredes, skulle Presterne tage mod sin Biskop, saaledes at Kirken af sit Gods (uppheldis gotse) dertil ikke understøtter dem. Men der hvor Tiende ikke ydes, skulle Bønderne udrede Biskoppen Kost og Hestefoder, uden at noget tages af Kirkens Gods“. Og efterdi Bønderne i Thelemarken have forpligtet sig til at gjøre Biskoppen Skat hvert Aar, og Reide (reiðu), naar han farer at confirmere Børn, og Presten Reide for de to Dele af Tienden, og med den tredie holde sine Kirker istand, – saa skulle Bønderne erlægge hiin Reide (nl. den som tilkommer Biskoppen) til dem, som sørge for Biskoppens Underholdning; rækker det ei til, da skulle de tillægge saa meget, at Modtagerne (viðrtökumenn) ere skadesløse. Kirkerne maa nemlig ingenlunde tynges. Den som ikke vil rette sig efter dette, ham vil Biskoppen have Tjeneste negtet af den hellige Kirke. Biskoppens Reide skal, til den Tid Biskoppen byder, leveres med Presternes Vidende til de udnævnte Modtagere, to eller tre Kirkeverger (kirkiufiárhaldsmenn) eller Andre, som Bønderne dertil vælge, og den skal leveres til dem i den Kirken nærmeste Gaard, hvor sømmelige Huse findes, saaledes at Alt kan være samlet, naar Biskoppen kommer til Gaarden. Han overgiver det da til den, som videre skal sørge for Bevertningen. Bliver der noget tilovers af det til Kosthold leverede, naar Biskoppen forlader Gaarden, da skulle Bønderne selv have det tilbage, – dog saaledes, at Biskoppen deraf først under Modtagerne saa meget for deres Umag, som ham synes passeligt. Men rekker det Leverede ei til, da ere Bønderne skyldige at tilskyde det Fornødne. Biskoppen vil dog fare frem med Overbærenhed,. naar han blot sporer god Villie baade hos Modtagerne og hos Almuen. Naar blot Provsten farer paa Visitats, da skal han have Tilhold hos Presterne og være paa deres Kost, hvor de have Sæde; men hvor dette ikke er Tilfælde, der udrede Kirkevergerne (kirkiufiárhaldsmenn) ham sømmelig Kost og Hestefoder efter gammel Sedvane, saaledes at Kirken ei bliver tynget.
Biskoppen vil, at for Fremtiden hver Prest for fuld Udfærd (fulla útferð d. e. Begravelse og de dermed forbundne religiøse og kirkelige Ceremonier) lader sig nøie med en Ko eller Kosverd. Ere Mænd saa egensindige, at de ei ville sende Bud efter Presten, eller ei tage den hellige Salvelse, saa skal derfor ei Prestens Ret minke. Men er Nogen uformuende, da skal Presten uden Løn, for Guds Skyld betjene ham; og de, som ei formaa at give fuld Udfærd, give halv eller mindre, efter Evne. For hvert Barne-Lig under tre Aar skulle de ei negte Presten „en Ugemad Smør“ (vikumat smörs), men siden indtil det er tolv Aar: „en halv Løp“, og siden, indtil en Mand kommer i Bondestilling (i bonda lög): „een Løp eller to forngilde Ører“, efter-
