Alle skulle de og omhyggeligen iagttage, at yde Romerskat (Peterspengen),
„en tællet Pening, den mindste, som falder af Kongens
Mynt,“ hver Mand, som Tjeneste (embete) tager. „Disse Penge
ejer St. Peter i Rom, derfor kaldes de Romerskat“.
Efterdi det er Biskoppen sagt, at Bønderne i Molands Sogn og i Mo byde sig til Bedring og Bod for det Opløb, de gjorde sidst Biskoppen visiterede, saa vil han gjerne tage dem til Naade, naar de komme for ham, og han vil hædre deres Kirker med 20 Dages Aflad til hver af dem paa de ovennævnte Dage. Men Bønderne af Skaffe have selv gjort sig uverdige til nogen Naade, da deres Trods og Ondskab voxer istedetfor at aftage.
Saa byder Biskoppen dem og Alle at holde helligt paa Hellig Legems Dag (festum corporis Christi) og faste forud „med hvid Mad“ (den ringere Faste, da Nydelse af Melkemad var tilladt). Den Dag er Treugersdagen efter Helligthorsdag (Christi Himmelfartsdag) om Vaaren, og paa den Dag vil Biskoppen unde hver af deres Kirker Aflad som paa de tidligere nævnte[1].
Man seer af hele Brevets Tone, at fra Biskoppens Side udfordredes baade gode Ord og Trudsler, baade Mildhed og Strenghed for at holde hine stridige Fjældbønder under Kirkens og Geistlighedens Aag. Man seer, at Tienden i Thelemarken langtfra endnu ikke overalt var i fuldkommen Orden og Gang, – at visse Afgifter og Godtgjørelser efter ældre Skik[2] i flere Bygder endnu gik istedet for Tienden, og at Thelerne ikke vare rædde for at gjøre Opløb, endog i Biskoppens Nærværelse, naar de af Kirken paalagte Byrder syntes dem for tunge. Brevet synes forøvrigt at karakterisere Biskop Eystein som en kraftig og klog Mand, og efter Tidens Maalestok nidkjær for sin Kirkes Tarv baade i det Aandelige og Verdslige.
Dette er det Vigtigste vi vide om Kirkens Tilstand i selve Norge i det sidste Aarti af det 14de Aarhundrede. Hvad Island angaar, da ere heller ikke Efterretningerne synderlig rige.
Da den danske Biskop Mikael i 1385 var kommen til sit Sæde i Skaalholt[3], begyndte han snart med en heel Deel Forandringer, som ikke fandt Landsfolkets Bifald. Mange Prester mistede sit Embede[4], naturligviis ved Biskoppens Medvirkning, og dette blev ham, som det lader, regnet til Last, – om med Rette eller ei, er nu umuligt at afgjøre. At i 1388 Palliehjælp (subsidium pallii) blev krævet paa Island ved Thorkel Prest og Hall Magnussøn paa Erkebiskoppens Vegne, har rimeligviis ei formildet den utilfredse Stemning blandt Presterne, over hvem det til Slutning gik ud, især da dette
