Krav synes at have været usædvanligt der paa Øen[1]. Den følgende Sommer 1389 brød Misnøiet mod Biskop Mikael ud paa en høist alvorlig Maade, idet der paa Althinget blev læst et Oprørsbrev mod ham, hvori mange Beskyldninger fremførtes, hvis Rigtighed i Et og Alt dog synes at have været tvivlsom, selv efter visse Islændingers Skjøn. Foretagendet havde imidlertid den Virkning, at Mikael samme Aar forlod Landet, og da det tillige heder, at mange Prester af Skaalholts Biskopsdømme gjorde det samme, saa maa man antage, at Urolighederne have været alvorlige, og at baade Biskoppen og hans Modstandere have agtet at føre sin Sag for en høiere Domstol: enten Erkebiskoppens eller Kongens. Mikael forordnede før sin Afreise Presten Are Gunløgssøn til Official og Bestyrer af Skaalholts Biskopsdømme; men da denne samme Aar døde, var Biskopsdømmet overladt til sig selv[2].
Tilstanden der i 1390 beskrives som meget daarlig. Der var hverken Biskop eller Official, al Christendom stod paa slette Fødder, mange Prester døde, mange vare drevne bort fra Landet, og de fleste, som vare tilbage, vare berøvede sine Embeder[3]. Mikael synes for det første at have havt i Sinde at styre sin Biskopsstol fra Danmark, og da han der havde indviet en vis Thorstein Snorressøn til Abbed af Helgafell, skikkede han denne til Official over hele Skaalholts Biskopsdømme[4]. Thorstein viste sig heller ikke sit Kald uverdig. Han gjorde sig ved sin Hjemkomst Umag for, saavidt muligt, at skaffe dygtige Prester til de ledige Kirker, og disse bleve indviede af Holes Biskop[5]. Mikael kom ikke meer tilbage til Island; han resignerede samme Aar som han havde udnævnt Abbed Thorstein til Official[6]. Om det er skeet godvilligen eller nødtvunget, siges ikke; heller ikke kan man af de islandske Annalers korte Beretninger fuldkommen skjønne, hvorvidt Dadelen for den i Skaalholts Biskopsdømme i Mikaels Styrelsestid herskende Uorden alene bør falde paa ham, eller om ikke den underordnede Geistlighed har havt sin betydelige Andeel deri. Hovedsagen har maaskee været, at Mikael, som fremmed for Islands Indretninger og Skikke, har stødt an mod disse og derved paadraget sig en Uvillie baade fra Geistligheds og Lægfolks Side, hvilken ikke i alle Henseender har været fortjent[7].
Efter Mikaels Frasigelse stod Skaalholts Biskopsstol, som det lader, en lang Stund ledig, indtil en vis Vilkin blev hans Efter-
- ↑ Isl. Ann. 340, jfr. Finn Joh. I. 454, II. 133.
- ↑ Isl. Ann. 342; Finn Joh. II. 133.
- ↑ Isl. Ann. 344.
- ↑ Isl. Ann. 348.
- ↑ Finn Joh. II. 133.
- ↑ Isl. Ann. 350.
- ↑ Finn Jonssøn siger om ham: „episcoporum inutilissimum fuisse certum est“ (II. 133); dette kan være sandt, om end ikke Mikael derfor erklæres for nogen aldeles uverdig Biskop.
