heder, og beholdt den samme Raadsmand ved Hole Stol, som hans Formand havde havt. Det bemærkes ogsaa, at Biskopsdømmet da holdtes for at staa sig meget godt, – en Bemærkning[1], der viser, at Jon Skalles Styrelse ikke har været uden Fortjeneste, og at dette har været erkjendt af hans Efterfølger. Biskop Peter maa være kommen til Island seent paa Aaret 1392; thi der siges, at han sang sin første Messe Mikaelsdag (29de September) 1393 og seirede ved samme Leilighed sin Tiltrædelse ved et herligt Gjestebud[2]. Han viste strax en rosverdig Virksomhed ved at sætte Skolen i god Gang og tilskikke den en Skolemester; og da Skaalholts Stol dengang var ledig, udførte han ogsaa ved den de Vielser, som udfordredes, indtil Biskop Vilkin det følgende Aar ankom og tiltraadte sit Embede. Peters Biskopsdømme begyndte ellers med en stor Ulykke, idet nemlig, 1393 4de Juledag, Hole Kathedralkirke nedstyrtede aldeles; dog omkom ved dette Tilfælde kun eet Menneske, en Diaconus[3]. Biskoppen var siden virksom for atter at faa den opbygget. Paa sin første Visitationsreise i 1394 sørgede han for, at Fortegnelse over Kirkernes Eiendomme blev optagen[4].
Island havde saaledes i Begyndelsen af Kong Eriks Regjeringstid faaet tvende Biskopper, der, skjønt Udlændinger, dog synes baade at have været sit Kald voxne, og at have havt fuld Villie til at røgte det tilbørligen. At Islændingerne ikke fuldkommen have likt dem, paa Grund af at de vare danske, fremlyser af Annalernes Udtryk. Men dette var dog maaskee helst Tilfælde lige i Begyndelsen af deres Embedstid; siden synes man at have fundet sig ganske vel tjent med deres kirkelige Styrelse.
Med den verdslige Styrelse derimod herskede der paa Island Misnøie, og det er af Annalerne klart, at Dronning Margreta der paa Øen slet ikke var yndet. Det omtales, at hun i 1392 paabød en svær Skat: at nemlig hver Mand (hvorved naturligviis vel maa forstaaes: hver Bonde) skulde betale hende en halv Mark efter gammel Beregning (halfmörk forngilda d. e. Mark godt Sølv eller Sterling?). Hertil blev i Førstningen svaret med Uvillie; men siden, heder det, gik mange af Landets bedre Mænd ind herpaa[5]. Dog lader det som om Dronningen ikke fik drevet sit Ønske igjennem i fuld Udstrækning. Thi da Hirdstyreren Vigfus Ivarssøn det følgende Aar 1393 fremførte Dronningens Forlangende paa Althinget, blev af de bedste Mænd blot indrømmet hende 8 Alen Vadmel af hver, og det ovenikjøbet, som det udtrykkelig tillagdes: for Vigfus’s Skyld og paa den Betingelse, at det ei skulde kaldes Skat og ikke oftere kræ-
