ves. Eyfirdingerne afslog det ganske, og synes at være blevne staaende ved sit Afslag[1]. Maaskee kan den Uvillie mod Dronningen, som ved denne Leilighed lod sig tilsyne, tildeels være bevirket ved det Rygte, som just dengang sees at have været i Omløb, nemlig, at Kong Olaf endnu levede, men var dragen af Landet[2].
Vi besidde en Udlændings Vidnesbyrd om den norske Geistligheds Liv og Seder, hvilket maa antages nærmest at sigte til Tiden ved det 14de Aarhundredes Slutning, og derfor mest passende omtales her. Fortælleren er den lærde Geistlige Theodorik eller Didrik af Niem, der mellem 1378 og 1410 var Abbreviator eller Sekretær i de romerske Pavers Kurie, siden Biskop af Verden, og endelig Biskop af Cambray, død i 1417. I sit Verk kaldet Nemus unionis yttrer han sig et Sted om Geistligheden i Norge og paa Irland, hvilke Lande han omtaler under Et som de yderste mod Norden og mod Oceanet, saaledes: – „Geistligheden der er i Almindelighed tarvelig i Klæder og Pynt og forretter Gudstjenesten med faa Ceremonier og uden Pomp; den er just heller ikke i nogen udmærket Grad videnskabelig dannet. Men i Norge drikke efter Skik og Sedvane Klerker og Lægfolk lige sterkt, og hvis En ikke over Maal og Maade kan beruse sig i Øl, tror han sig ikke lykkelig. Den Ene fordrer af den Anden, at han skal gjøre ham Besked ved at drikke ligesaameget som han; og Ingen, som ikke saa det, skulde tro, hvormeget begge Kjøn der kunne drikke paa en Gang; og man gjentager dette, indtil man falder drukken til Jorden. Den som bedst kan tomme sit Bæger, ansees for at overgaa de Andre i legemlig Styrke og i Raskhed. I de samme Egne, Irland og Norge, er det tilladt Biskopper og Prester offentlig at holde Friller (concubinas); og naar Biskoppen to Gange om Aaret visiterer de ham undergivne Prester, og Sognekirkers Bestyrere, fører han sin Elskede med sig til samme Presters Huse. Frillen selv tillader ikke sin biskoppelige Elsker at visitere uden hun er med ham, deels fordi hun da lever høit hos Presterne i Selskab med disses Friller og ovenikjøbet faar Gaver af de Visiterede, deels fordi hun vil passe paa sin Elsker, at han ikke skal forelske sig i nogen Anden, som han maatte finde smukkere, og saaledes forurette sin egen Elskede. Om tilfældigviis nogen af de visiterede Prester ingen Frille har, da betragtes han som en Forræder mod nedarvet Skik og maa udrede den visiterende Biskop dobbelt Kosthold. Saa er det og Tilfælde, at Presternes Friller eller Hustruer i hine Lande nyde Forrangen i Kirke og til i Bords, i Gang og i Sæde fremfor andre Fruer, endogsaa Ridderes“[3].
Skildringen er ikke gunstig; men dog udentvivl – muligen paa
