lidt Overdrivelse nær – sand for Norges Vedkommende. Theodorik havde ogsaa i sin Stilling som Sekretær i den romerske Kurie den bedste Anledning til at øse sin Kundskab fra baade mundtlige og skriftlige Beretninger af Folk, der nøie kjendte Forholdene. Man seer, at det er tvende Udyder, som her bebreides den norske Geistlighed: Drukkenskab, hvilken Last den deelte med Folket i det Hele; – og Ringeagt for Cølibatsloven. Hvorledes denne, allerede ligefra dens første, vistnok ikke ganske lette, Indførelse i Norge, blev omgaaet, og hvorledes hermed maatte sees gjennem Fingre, naar kun altfor stort offentligt Anstød undgikkes, – er ovenfor paapeget[1]). Men, efter Theodoriks Beretning at dømme, maa imod Slutningen af det 14de Aarhundrede den ældre Omhu fra Biskoppernes Side for Overholdelsen idetmindste af den ydre Anstand meget være slappet. Her fremstilles Biskopperne selv som de, der foregik sine underordnede Prester med Exemplet, ja endog paa en Maade opmuntrede til Brud; og Presternes Samliv med deres Friller fremstilles som noget, der ei meer vakte nogen Forargelse eller kastede nogen Vanære paa de sidste. Dette kom udentvivl deraf, at man meer og meer begyndte at betragte slige Forbindelser som et Slags borgerlige Egteskaber. Men disse vare de eneste, som den verdslige Landslov udtrykkelig omtalte, idet den ingensteds gjorde Kirkens Indvielse til Betingelse for Egteskabets Fuldgyldighed efter den almindelige Ret. En Kvinde, der med sine nærmeste Frænders Samtykke og ifølge lovlig Overeenskomst indtraadte i en saadan Forbindelse med en Prest eller anden, ikke regelbunden, Geistlig, kunde saaledes i borgerlig Henseende vanskelig siges at have begaaet noget, der gjorde hende Skam. Og naar det nu ovenikjøbet var Tilfælde, at Forbindelsen, paa Grund af den Geistges hæderlige Stilling og rigelige Udkomme, ansaas for fordeelagtig, og følgelig attraades selv af bedre og fornemmere Kvinder, – saa begribes let, at det snart, under Kirketugtens tiltagende Slappelse, maatte komme dertil, at de høiere Geistliges Friller kunde indtage en Plads i det selskabelige Liv, der svarede til deres Elskeres Stilling eller deres egen Byrd. Kirken eller rettere Paven maatte naturligviis i sine almindelige Forordninger, for Konsekvensens Skyld, paa det strengeste fordømme det hele Væsen, og de enkelte Biskopper maatte embedsmæssig gjøre det samme; men i det Private saa de gjennem Fingre baade med sig selv og sine Underordnede, – ofte vistnok af Svaghed og moralsk Slappelse, men ofte maaskee ogsaa af den indre Overbevisning, at det mindre Onde maatte taales for at større kunde undgaas.
Angaaende den norske Kirkes Forhold til Paven mod det 14de
- ↑ S. o. f. II. 347.
