Aarhundredes Slutning vide vi kun meget lidet. At Norge med de tvende andre nordiske Riger under Pavedømmets Splittelse underordnede sig den Pave, som var i Rom, er allerede ovenfor vist. Pave Bonifacius IX (1389–1404) var hverken en klog eller verdig Kirkens Forstander, men desto mere berygtet for sin Iver og Ubluhed i at udpresse Penge af de Lande, som erkjendte ham. Han inddrev Annaterne paa Forhaand af dem, han gav Løfte paa høie geistlige Embeder, naar de bleve ledige, og han beskyldtes for ligefuldt at have bortgivet dem til Andre. Vi see udentvivl Spor til denne Fremgangsmaade i hvad ovenfor er fortalt om de islandske Biskopsstoles Besættelse med Vilkin og Peter Nikolaussøn. Aaret 1390 var bestemt til Jubelaar, og i den Anledning udsendte han til alle Kanter Afladskræmmere, der skulle have solgt Afladen for den blotte Betaling af hvad Reisen til Rom vilde have kostet, og ikke engang have gjort Pønitens til Betingelse for Syndsforladelsen. Hans Sendebud kom ogsaa til de nordiske Riger og skulle der af de enfoldige Indbyggere have udlokket store Pengesummer. Det fornemste af disse Sendebud var en Benediktiner, Antonius af Rom, der efter sin Hjemkomst hængte sig i Bologna. Rimeligviis frygtede han for at blive dragen til Regnskab for begangne Underslæb, hvilke, som man let kan tænke sig, ideligen fandt Sted. I 1398 sendte Pave Bonifacius en Kjøbmand fra Perugia, Ludovicus de Ballionibus, for sin Begjærlighed kaldet den perusinske Jæger (venator perusinus), som sin fuldmægtige Pengeindkræver til de nordiske Riger. Han var samme Aar den 1ste September i Kjøbenhavn, hvor just dengang en stor Raadsforsamling af alle tre Riger holdtes, ved hvilken fra Norge Erkebiskop Vinalde og Biskopperne Olaf af Stavanger og Eystein af Oslo samt Anbjørn Provst af Bergen og Arne Sigurdssøn (Arold, den samme, som andensteds ogsaa kaldes: Arnt) Provst af Oslo vare tilstede. Man finder, at en Hr. Svein, Chorsbroder af Stavanger, blev beskikket af Ludovicus til at indsamle de pavelige Penge i Stavangers Biskopsdømme mod selv at beholde Trediedelen for sin Umag. Han skulde inddrive saa meget som muligt i Guld og Sølv, dog heller ikke foragte andre Varer; og Beløbet skulde han sende til Lybek, Stralsund eller Brügge. Saadanne Udpresninger sysselsatte dengang fortrinsviis den romerske Kurie, og Norge fik, som vi see, yde sin Skjerv med[1].
Før vi forlade dette Aarhundredes norske Kirkeforholde, maa vi i Korthed omtale en ny Klosterorden, som i Aarhundredets senere Halvdeel opstod, og som er mærkelig, fordi den var den eneste, som udgik fra det skandinaviske Norden, og som, skjønt Norge ikke var dens egentlige
- ↑ Pontopptd. II. 18, 19, 254; Suhm D. H. XIV. 464, 466.
