Fosterland, dog yttrede sin Virksomhed i dette Rige ligesaavel som i Sverige og i Danmark. Denne Orden var Birgittinernes.
Dens Stifter var den hellige Birgitta, eller, som Svenskerne almindelig kalde hende: Brita, en svensk Frue, der levede paa Kong Magnus Erikssøns Tid. Hun stammede fra Sveriges høibyrdigste Ætter. Hendes Fader, Birger Perssøn af Finnstad, var Lagmand i Upland og hørte til den Æt, som senere benævntes Brahe; hendes Moder, Ingeborg Bengtsdatter, var af Folkunge-Ætten, og paa denne Side var Birgitta i Frændskab med Kong Magnus. Hun var født 1303 eller 1304 og blev allerede i sit 13de Aar gift med Ulf Gudmarssøn af Ulfaasa, Lagmand i Nerike, som kun var 18 Aar gammel. Allerede fra Barndommen af skal Birgitta have udmærket sig ved Gudsfrygt, som efter Tidens Skik især yttrede sig i strenge Andagtsøvelser, og hun skulde, som det senere hed, allerede da have været benaadet med hellige Aabenbaringer. Med sin Mand, der ogsaa roses for Gudsfrygt, levede hun i et lykkeligt Egteskab, og havde fire Sønner og fire Døttre. Egtefællerne gjorde begge tilsammen en Pilegrimsfærd til St. Jakob i Compostella. Paa Tilbageveien blev Ulf syg i Arras i Frankrige og gjorde i sin Sygdom det Løfte at ville gaa i Kloster. Dette opfyldte han ogsaa med Birgittas Tilskyndelse efter sin Hjemkomst, idet han gav sig ind i Alvastra Kloster, hvor han ikke meget længe efter døde i Aaret 1344. Som Enke overgav Birgitte sig meer end nogensinde for til Bods- og Andagtsøvelser, og troede sig nu hyppigen at have guddommelige Aabenbaringer, Samtaler med Christus og Jomfru Maria, noget, hvorom Mængden af hendes Samtidige ikke heller synes i ringeste Maade at have tvivlet. Hendes Byrd og glimrende Rygte satte hende i Forbindelse med Hoffet, og hun skal en Tid have indtaget en høi Stilling der i Dronning Blankas nærmeste Omgivelse. Hun kunde, heder det, ikke fordrage den Daarskab og de Laster, som ved Hoffet gik i Svang, og holdt skarpe Straffetaler for Kongen og hans Mænd, idet hun tillige fortalte, hvad der var hende aabenbaret om de Lastefuldes Revselse. Kong Magnus skal have drevet Spøg med hendes Tale og ofte spurgt hvad hans Frænke vel havde drømt om ham i Nat. Men desto meer fandt udentvivl hendes Ord Indgang hos Andre, og der er stor Sandsynlighed for, at Birgitta, maaskee sig selv ubevidst, har været et virksomt og farligt Redskab i de urolige og misnøiede Stores Hænder til at nedbryde Kong Magnus’s Rygte i Sverige, stemme Almenheden mod ham og nære Oprørsaanden i Landet. Da hun mærkede, at hendes Advarsler ikke frugtede paa Kongen og hans Omgivelser, trak hun sig tilbage fra Hoffet til sine Ejendomme, hvor hun en Stund levede under de strengeste Bodsøvelser, men ogsaa under Udøvelsen af mange
