Velgjørenhedshandlinger[1]. Hun blev imidlertid kun to Aar efter sin Mands Død i Sverige. Ifølge en Aabenbaring, hun troede sig at have havt, forlod hun i 1346 sit Fædreneland ser at drage til Rom. „Der var – som Christus skulde have sagt hende – Gaderne belagte med uforgjængeligt Guld, nemlig de hellige Martyrers Blod; der kunde man gjennem Helgenernes Fortjeneste og Pavens Aflad komme den gjenneste Vei til Himmelen.“ Siden gjensaa hun ei mere Sverige. I Rom overvar hun Jubelaaret i 1350, og levede der siden i mange Aar. Hun gjorde derfra Valfarter omkring til hellige Steder, og tildrog sig overalt Opmærksomhed ved sin Gudsfrygt, Gavmildhed og strenge Levevis. Hun skal have ivret meget for Pavens Tilbageflytning fra Avignon til Rom, og da Urbanus V havde opfyldt dette almindelige Ønske i 1367, men derpaa i 1370 af Eftergivenhed mod sine Kardinaler igjen lavede sig til at drage til Avignon, skal Birgitta ved sin Skriftefader, Spanieren Alfonsus, have ladet ham sige, at Jomfru Maria havde aabenbaret hende, at Urbanus, hvis han iverksatte sit Forehavende, snart skulde dø. Paven reiste alligevel til Avignon, men døde samme Aar, – en Omstændighed, der i høi Grad skal have bidraget til Birgittas Anseelse. I 1372 tiltraadte hun, som det hed paa guddommelig Befaling, en Pilegrimsfærd til Jerusalem, ledsaget af sine tvende Sønner, Birger og Karl, sin Datter Katharina samt adskillige geistlige Personer. Hun naaede sit Bestemmelsessted og kom igjen tilbage til Rom. Men paa Reisen var hun bleven syg og døde ikke længe efter sin Tilbagekomst til Rom den 23de Juli 1373. De hellige Aabenbarelser, hun troede sig at have havt, skal hun Tid efter anden have opskrevet eller dikteret paa Svensk og ladet en af de hende omgivende Geistlige oversætte paa Latin. De ere endnu til under Navnet: revelationes Stæ Birgittæ. I 1391 blev hun af Pave Bonifacius IX med megen Høitidelighed erklæret for en Helgen, og Dagen, da dette skede, den 7de October, blev siden hendes Festdag[2].
Denne Birgitta havde tidligen fattet Tanken om at oprette et Kloster med en egen Regel, der nærmede sig den hellige Augustins, men dog ogsaa i væsentlige Stykker skjelnede sig fra den. Hun troede, at Christus selv havde aabenbaret hende Regelen, og Ordenen skulde derfor hede Frelserens (sancti salvatoris). Den kaldtes imidlertid senere i Almindelighed efter Stifterinden: Birgittinernes Orden. Det mest ejendommelige ved den var det, at Klosteret skulde omfatte
