hed. Dette skeede først ved Birgittas Bestræbelser hos Pave Urbanus
V i Rom, idet han nemlig gav sit Samtykke til, at et Kloster
for Nonner og Munke oprettedes i Vadstena, og i 1370 stadfæstede
den af Birgitta ham forelagte Regel for dette Kloster. Men
hverken Vadstena Kloster eller Ordenen idet Hele tom i fuld Stand
og Virksomhed i Birgittas levende Live. Først i 1379 blev Ordenen,
som almindelig Klosterorden, stadfæstet af Pave Urbanus VI, og
i 1384 fandt Søstrenes og Brødrenes høitidelige Indsættelse i Vadstena
Sted ved Biskop Nikolaus af Linkjøping i Overvær af Erkebiskop
Henrik af Upsal og Biskop Thord af Strengnæs. Den Gang
synes imidlertid endnu ikke det bestemte Antal af Søstre og Brødre at
have været til, og denne Omstændighed har maaskee foraarsaget, at
ikke førend i 1388 den første Abbedisse blev indviet, nemlig Ingegerd
Knutsdatter, en Datterdatter af den hellige Birgitta.
Vadstena Kloster, ved hvilket Birgittas Lig hvilede, blev anseet som den hele Ordens Moderkloster, fra hvilket meget snart flere Birgittiner-Klostere stiftedes baade i og udenfor de nordiske Riger. Det usedvanlige ved Ordenens Indretning og Stifterindens Helgenglands bragte den nemlig snart i Ry baade fjærnt og nær, saaledes at man oversaa baade det Vanskelige i at vedligeholde det talrige Personale, som Regelen fordrede for et fuldstændigt Kloster, og den forargelige Sladder, hvortil Munkenes og Nonnernes Samliv altfor let maatte give Anledning. Til Norge kom først Ordenen i det følgende Aarhundrede og dens Skjebne her i Riget vil senere blive omtalt[1].
Inden det 14de Aarhundrede var ledet til Ende havde Dronning Margreta naaet det store Maal, hvortil hun i længere Tid havde stræbt, nemlig at forene de tre nordiske Rigers Styrelse i sin Haand og deres Kroner paa sin Fostersøns Hoved. Efter Kong Albrekts og hans Søns Fangetagelse havde vel Margreta erholdt en afgjort Overvegt i Sverige; men den fangne Konges Tilhængere gjorde hende dog endnu en Stund, med Hjælp fra Meklenborg, Rigets fuldkomne Besiddelse stridig. Den sterkt befæstede Stad Stokholm var endnu i deres Hænder, og Albrekt var trods sit Fangenskab ikke at formaa til en fuldkommen Afsigelse af Sveriges Kongedømme. Hansestæderne i Almindelighed vilde ikke for Albrekts Skyld indlade sig paa en Krig mod de nordiske Riger, og deres Bestræbelser
- ↑ Lgbr. III. 655–661; Reuterdahl Sv. kyrk. hist. II. 2. 519–529; Langes Klh. 112–120, 2den udg. 53–65.
