til Bedste for den Fangne indskrænkede sig til gjentagne Meglingsforsøg. Men de tvende Steder af Forbundet Rostok og Wismar, der erkjendte meklenborgsk Landshøihed, undlode ikke paa egen Haand at understøtte de meklenborgske Fyrster. I disse Stæder udrustede sig de saakaldte Vitaliebrødre eller Vitaliner, der i Egenskab af et Slags privat Selskab forsynede de Tydske i Sverige med Levnetsmidler, og snart udstrakte sin Virksomhed til et ødelæggende Sørøveri i de nordiske Farvande. Deres kraftige Bistand var det fortrinlig at takke, at Stokholm Aar efter Aar kunde holde sig mod alle Angreb og en streng Beleiring. Men de hjemsøgte ogsaa fjærnere Dele af Margretas Riger. I 1393 i April Maaned gjorde deres Flaade et uventet Overfald paa Bergen og anrettede der en ubodelig Skade[1].
Vitalinernes Sørøverier faldt imidlertid snart Hansestæderne selv ligesaa besværligt som Margretas og Eriks Undersaatter, og desto større Umage gjorde hine sig for at bringe et Forlig mellem Dronningen og Albrekt i Stand. Det lykkedes ogsaa i 1395 den 8de September at faa en Vaabenstilstand paa tre Aar sluttet til Helsingborg, ved hvilken Albrekts og hans Søns Befrielse blev lovet, imod at de inden tre Aars Forløb skulde opgive Stokholm og al Ret til Sverige, eller betale den uhyre Løsesum: 60,000 Mark Sølv. Den fangne Konge gik ind herpaa, Hansestæderne erklærede sig som hans Forlovere, og han drog med sin Søn til Tydskland.
Margreta indsaa, at hun hermed havde vundet Spil, da Løsesummens Udredelse inden den bestemte Tid vilde være Albrekt en Umulighed. Hun oppebiede derfor ikke Stokholms Overgivelse, men satte sig strax i Bevægelse for at berede Veien til de tre Rigers Forening. Lige i Begyndelsen af Aaret 1390 fik hun Erik valgt og hyldet til Konge i Danmark under sit Formynderskab. Derpaa drog hun til Sverige for her at bearbeide Stemningen, hentede saa Erik til sig, fik ham i Skara den 11te Juni samme Aar valgt af Raadet til Sveriges Konge, og fik ham siden den 23de Juni hyldet paa Morastene ved Upsal.
Imidlertid havde Margreta, især i Anledning af de Underhandlinger, som dreves om Albrekts Løsgivelse, – Underhandlinger, hvilke naturligviis angik alle tre Riger, – stræbt at nærme disses Raad saameget som muligt til hinanden og vænne dem til, idetmindste ligeoverfor Udlandet, at virke tilsammen som en Heelhed. Saaledes var i August Maaned 1394 ved en Herredag og Underhandling med Hansestæderne i Helsingborg Raadsmedlemmer af alle tre Riger nærværende. Af de geistlige nævnes i et Indulgensbrev af 10de August udtrykkelig: Erkebiskoppen af Lund, to danske Biskopper, to svenske og
- ↑ Isl. Ann. 360–362.
