tre norske, nemlig: Eystein af Oslo, Henrik af Orknøerne og Vikbold af Færøerne[1]. Ved Forhandlingerne i Skaane i Mai og Juni Maaneder 1395, hvilke ledede til Albrekts endelige Løsgivelse, vare ganske vist ogsaa Medlemmer af alle tre Rigers Raad tilstede; thi Dronning Margretas Brev fra Lindholm af 17de Juni er udstedt af hende i Forening med de tre Rigers Erkebiskopper, samt fire danske, tre svenske og to norske Biskopper[2].
Nu, da Kong Erik af Norge ogsaa var valgt til Danmarks og Sveriges Konge, samlede Margreta i 1397 den bekjendte Herredag eller Rigsdag til Kalmar, hvor Raadgivere af alle tre Riger mødte. Under dette fælles Raadsmøde blev den nu omtrent femten Aar gamle Erik paa Trinitatis Søndag, den 17de Juni, kronet til alle tre Rigers Konge af Erkebiskopperne Jakob af Lund og Henrik af Upsal, hvorom den næst paafølgende 13de Juli (Fredagen næst efter St. Knuts Konges Dag) et Vidnesbyrd blev udstedt af 67 geistlige og verdslige Raadgivere af Danmark, Sverige og Norge[3]. Derhos blev forhandlet om en nærmere og stadig Forbindelse mellem de tre Riger, som nu vare komne under een Konge, og en Bestemmelse herom blev tagen, hvis Hovedpunkter bleve skriftlig opsatte paa St. Margrete Dag (enten den 13de eller 20de Juli). Deres Indhold er i Korthed følgende:
1) De tre Riger skulle evindeligen have een Konge, og aldrig igjen adskilles. – 2) Denne Konge skal vælges eendrægtigen af alle tre Riger. – 3) Efterlader den sidst afledne Konge Sønner, skal man vælge een af dem. – 4) Efterlader han ingen, da vælge Rigernes Raadgivere og Mænd efter bedste Stien og Samvittighed. – 5) Alle tre Riger skulle staa som et Heelt ligeoverfor Udlandet, og hjælpe hinanden troligen og af al Magt i Tilfælde af Krig. – 6) Hvert Rige skal derimod med Hensyn til sine indre Forhold være selvstændigt og styres af Kongen, hvert efter sin Lov og Ret. – 7) Paakommer der et af Rigerne Krig, skulle de tvende andre, paa Kongens Opbud, komme det til Hjælp, dog saaledes, at det egentlig krigførende Rige skaffer det af de andre opbudne Krigsfolk Kost og Foder. Ingen skal paaskyde, at han ei er tjenstpligtig udenfor sit eget Lands Grændser, men følge i hvilket af de tre Riger Behov gjøres, „efterdi de nu alle ere som eet Rige“. – 8) Al Feide og Tvedragt, som mellem Rigerne fordum har været, skal nedlægges. – 9) Bliver En i noget af
- ↑ Pontoppid. II. 243, jfr. Suhm D. H. XIV. 332 og 357. Navnet Vinbold, eller Vigled, som Pontoppidan strax i Forveien nævner, er usikkert: Suhm gjør det til Vinold; i en Afskrift i Diplom. Langeb. skrives han Vichbold. Efter Langebek skulde Brevet være af 1395.
- ↑ Suhm D. H. XIV. 339.
- ↑ Suhm D. H. 406–409.
