tolv verdslige Herrer, af hvilke imidlertid kun ti findes at have beseglet Brevet.
Dette Brev er forresten i det danske Sprog, skrevet paa Papir, og de ti Segl ere nedenunder paatrykte, ikke, som ved Breve paa Pergament brugeligt, vedhængte i Remmer eller Snorer. Der er saaledes, efter det Ydre at dømme, al Rimelighed for, at Brevet blot er et Slags Udkast, for hvis Overeensstemmelse med det, som under Mødet var mundtlig forhandlet og besluttet, Udstederne paa en Maade borgede; ved at overføres paa Pergament, eftersom i den sidste Artikel bestemmes, og i sex Exemplarer besegles af alle rette Vedkommende, skulde Dokumentet erholde sin sande lovlige og bindende Form. Men dette sidste synes aldrig at have været bragt i Udførelse, og Brevet følgelig heller aldrig at have erholdt nogen strengt bindende Kraft som retsligt Dokument, – en underlig Omstændighed, som man hidtil ei har formaaet fyldestgjørende at forklare. At Margreta selv har villet det saa, derom kan neppe tvivles; men hendes Bevæggrunde hertil blive rimeligviis for stedse en Gaade, til hvis Løsning kun en og anden Gjetning lader sig anføre. Muligen har hun paa den ene Side frygtet, at naar Foreningsbrevet skulde vedtages og besegles paa den i sammes sidste Artikel foreskrevne Maade, Vanskeligheder og Indsigelser kunde reise sig, hvilke vare istand til at splitte Foreningen lige i dens Tilblivelse, – og paa den anden Side har muligen en Forening, som den udkastet opstillede, ingenlunde tilfredsstillet hendes langt videregaaende Planer, og derfor har hun ikke villet lade Udkastet fremtræde i Form af en Lov, der bandt hende og Kong Erik for det Tilfælde, at senere indtrædende Omstændigheder kunde aabne dem Adgang til at lade Foreningen gaa op i en Sammensmeltning, hvilket maa ansees for at have været Margretas egentlige, om end uudtalte, Øiemed. Hvad der er sikkert er, at Brevet i de nærmeste 28 Aar kun var kjendt af Faa; og det er derfor ogsaa høist sandsynligt, at de deri indeholdte Bestemmelser slet ikke, eller i det mindste kun saare ufuldstændigt ere komne til Almenhedens Kundskab i de tre Riger. Man har udentvivl vidst, at en nøiere Forening mellem disse i Kalmar var afsluttet; men nogen ret Rede paa Betingelserne har man ikke havt.
Statsforeningen selv var nu imidlertid en Kjendsgjerning, og Dronning Margretas paafølgende Styrelsesvirksomhed gik ligefrem ud paa at styrke den. At hun heri, som det virkelig lader, netop har fulgt den Retning, som det skriftlige Udkast paapeger, var udentvivl en Fremgangsmaade, som hendes Klogskab tilsagde hende at anvende i Foreningens første Tider. Ufuldkommenhederne ved Foreningsudkastet falde let i Øinene; men umiskjendelig er ligefuldt en for den Tid ual-
