Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/458

Denne siden er ikke korrekturlest
444
Fjerde Tidsrum.


mindelig skarp politisk Omtanke hos den Person, der var det drivende Hjul i Verket, hos Dronning Miargreta nemlig, – og det især, hvis man tør antage, at det hele i Indhold som i Form saa ubestemte og ufuldkomne Foreningsudkast ikkun i hendes Øine var en Forberedelse til noget ganske Andet, end dets Ord udtalte[1].

Aaret efter at den kalmarske Forening mellem de tre nordiske Riger var sluttet, kom Margreta i fuldkommen Besiddelse af Sveriges Rige, idet Stokholms Stad og Slot overgav sig til hende den 29de September 1398.


93.


Kong Erik bliver myndig. Erkebiskop Vinalde dør 1402. Askel een og tyvende Erkebiskop. Stort Møde af Biskopper i Bergen i 1405. Biskopsskifter. Dronning Margretas sidste Leveaar og Død 1412.

I 1397 var saaledes Norges Rige indtraadt i et nyt Statsforhold, – i et Statsforbund med Danmark og Sverige. Dette var skeet uden iøinefaldende og dybtgaaende Forberedelser, uden nogen foreløbig Indhentning af Almenhedens Villie i de tre Riger, og, som det lader, uden at endog Folket der, paa et ringe Antal mægtige Høvdinger nær, blev gjort bekjendt med Forbundet eller dets Betingelser, selv efter dets Afsluttelse. Man feiler neppe ved at antage, at dette allermindst var Tilfældet i Norge. I de andre to Riger gik nemlig et Kongevalg, Eriks Valg, umiddelbart forud, hvilket nødvendigen maatte tildrage sig, i det mindste i nogen Grad, Almenhedens Opmærksomhed; Norge derimod erkjendte allerede siden otte Aar Erik som sin Arvekonge, og da denne nu i et Par Aar havde været udenfor Rigets Grændser, lagde Nordmændene neppe synderlig Mærke til, at han under sit Fravær ogsaa blev Konge i Danmark og Sverige. At Erkebiskop Vinalde af Nidaros ikke var tilstede ved hans Kroning i Kalmar, uagtet denne, som i Vidnesbyrdet udtrykkelig siges, gjaldt alle tre Riger[2], bliver altid en gaadefuld Omstændighed ligesom i det Hele den svage Repræsentation af den norske Kirke ved samme Leilighed. Men maaskee viser selv denne Omstændighed, hvor liden Vegt det norske Raads indflydelsesrigeste Medlemmer lagde paa Margretas Foretagende, og hvor liden Indsigt de havde i dettes egentlige og dybere Betydning. Havde den formelige Udstedelse af Forbundsbrevet virkelig gaaet for sig, maatte vel et noget klarere Lys have gaaet op for dem; men da denne

  1. Om denne hele Materie jfr. fortrinsviis Paludan-Müller: observationes criticæ de foedere inter Daniam, Sveciam et Norvegiam auspiciis Margaretæ reginæ icto. Havn. 1840.
  2. Suhm D. H. XIV. 408.