udeblev, kom det hele Statsforbund til at foresvæve dem i en vis Halvdunkelhed, som ganske vist ogsaa den kloge Margreta for Tiden har fundet det hensigtsmæssigst at vedligeholde.
Uagtet Erik var kronet Konge til alle tre Riger, vedblev Dronning Margreta dog at betragte ham som umyndig og selv at lede Styrelsens Gang, om ogsaa hans Navn benyttedes. At hendes Plan var, for det første paa en Maade at sammensmelte Rigernes Raad og saaledes danne en sand Fællesstyrelse, er meer end sandsynligt. Dog gik hun heri frem med Forsigtighed og Lempe. Man seer, at hun om Høsten 1398 har havt alle tre Rigers Raad samlet om Kong Erik i Kjøbenhavn i Anledning af vigtige Forhandlinger med Udlandet. Men da det gjaldt en Fornyelse af Hansestædernes Privilegier i Norge, var det dog kun „Norges Riges Raadgivere og Mænd“ som derved optraadte Kong Eriks Brev af 29de August, der tilsiger Stæderne deres gamle Rettigheder i Norge, er nemlig medforseglet af Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Olaf af Stavanger og Eystein af Oslo, Hr. Anbjørn Provst til Apostelkirken i Bergen, Hr. Arne (Arold) Provst til Mariekirken i Oslo, fire norske Riddere og otte norske Svende, altsaa kun norske Raadgivere; og Margreta gav selv sin særegne Stadfæstelse paa Brevet, – et Tegn paa den Styrelsesmyndighed, som hun endnu tillagde sig selv, og som tillagdes hende baade af Udlændinger og Indlændinger[1]. Freden derimod, som sammesteds den 1ste September sluttedes mellem Kong Erik og den tydske Ordens Høimesier, blev medbeseglet af alle tre Rigers Raad, nemlig de tre Erkebiskopper, ti Biskopper, – hvoriblandt de ovennævnte to norske, – de tvende norske Provster, samt 63 Riddere og ti Svende af alle Riger[2]. Her gjaldt det nemlig et for Rigerne fælles Anliggende, hvorimod ved den første Sag Spørgsmaalet var om et for Norge særegent. Skjønt Rigernes Raad saaledes vare samlede paa et Sted, skjeldnede man dog mellem Omraadet for deres fælles og hvert enkelts særskilt Virksomhed, ganske i det udkastede Statsforbunds Aand.
At denne Tilnærmelse mellem de tre Rigers Raad ogsaa maatte medføre en Tilnærmelse mellem deres Kirker, var en Selvfølge, imedens Biskopperne og de høie Prælater indtoge en saa vigtig Plads i Raadet. At Margreta selv har havt dette Bihensyn er ingenlunde urimeligt, og at hendes iøinefaldende Bestræbelser for at bringe geistlige Personer af det ene Land ind i vigtige geistlige Embeder i det andet tildeels kan have havt sin Grund i et saadant Ønske, og ikke udelukkende i hendes Forkjærlighed for de Danske, lader sig neppe reent ud negte. Gavnligheden af en nærmere Sammenslutning.
