mellem de tre nordiske Kirker, naar den istandbragtes paa en fornuftig Maade, kunde ogsaa let fremstille sig for den dybere tænkende, især under hiin Tids splittede og forvirrede Kirkeforhold. Men om end noget saadant kan have foresvævet Margreta, saa har hun dog vist ikke deri været ledet af nogen sand Omhu for Vækkelsen af det christelige Liv hos sine Undersaatter, – dertil synes hun i Eet og Alt at have været for verdsligsindet, for meget behersket af sin Tids underfundige og dog kortsynede Statskløgt. Har hun ønsket en nærmere Forening mellem de tre nordiske Kirker, har det vel især været af Statshensyn, deels for at styrke Forbundet mellem Rigerne, deels for at lette Kongedømmet Indblandingen i og Indvirkningen paa de kirkelige Anliggender til Fordeel for dets egen Myndighed. Men hvorledes dette end kan have forholdt sig, – saameget synes vist, at den Tilnærmelse mellem de tre Kirker, som Kalmarforbundet fremkaldte, kun var en ydre Tilnærmelse, der ingen Forbedring i hver enkelt Kirkes indre Forhold drog til Følge. Tvertimod er det, i det mindste for Norges Vedkommende, aabenbart, at Kirken under Statsforbundet gik tilbage istedetfor fremad, og at den Smule religiøse og kirkelige Sands, som maaskee endnu ved det 14de Aarhundredes Udgang kunde være levnet fra ældre og bedre Tider hos den norske Geistlighed, i Løbet af det 15de næsten ganske tabte sig i rastløs verdslig Stræben, der sjældnest endog dreiede sig om Standshensyn, men oftest blot om Tilfredsstillelsen af lav personlig Egennytte og Ærgjerrighed.
Omkring 1400 havde Kong Erik naaet en Alder af 18 Aar, var altsaa kommen til den Alder, da han, idetmindste for sine Undersaatters Øine, maatte optræde som selvstændig styrende. Han overtog virkelig mod Slutningen af 1400 Rigsstyrelsen i Sverige og gjorde det følgende Aar 1401 sin Hyldingsreise eller Eriksgata omkring i Landet[1]. Hans Myndighed er udentvivl ogsaa omtrent ved denne Tid bleven erkjendt i de to andre Riger, og sandsynligviis bar den store Herredag, som i August Maaned 1401 holdtes for alle tre Riger, hermed staaet i Forbindelse. Man finder nemlig, at den 27de August 1401 de tre Rigers Raad have været forsamlede i Helsingborg og der med Kong Erik udstedt et Stadfæstelsesbrev paa Dronning Margretas Gaver til Kirker og Klostere i Danmark og Sverige. Som Medforseglere nævnes i Alt 170 Raadgivere, nemlig Rigernes tre Erkebiskopper, 17 Biskopper, 2 Provster, 114 Riddere og Resten Svende. Af norske Geistlige nævnes: Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Eystein af Oslo, Sigurd af Hamar, Peter af Hole, Vilkin af Skaalholt, Jakob af Bergen og Olaf af Stavanger, altsaa alle Norges og Islands Biskopper, og desuden Provsterne An-
- ↑ Lagerb. IV. 8–9.
