dragen fra sin Stol til Udlandet og var i August 1401 tilstede, tilligemed Biskop Vilkin af Skaalholt, paa den almindelige Raadsforsamling i Helsingborg. I 1401 var der saaledes biskopsløst paa Island. Om Biskop Peters senere Skjæbne vides intet sikkert. Nogle tro, at han er kommen tilbage til sin Stol, og er død i 1402[1]; men muligt er det dog ogsaa, at han slet ikke bar gjenseet sit Sæde, og er død i Udlandet, maaskee flere Aar senere. Der synes nemlig ingen Biskop at have været ved Hole Stol fra 1403 eller tidligere indtil 1415 eller endog 1419, uden muligen en vis Beiner, om hvem man dog intet sikkert ved. Derimod finder man, at Biskopsdømmet i den største Deel af Mellemtiden har været bestyret ved Officialer og Vikarier. Den rette Sammenhæng med denne Hole Stols Ledighed kjendes aldeles ikke[2].
Forresten blev Island, der havde gaaet fri for den store Mandedød i Midten af det 14de Aarhundrede, nu i Begyndelsen af det 15de hjemsøgt af en ligesaa frygtelig Smitsot. Den udbrød om Sommeren 1402, efterat Biskop Vilkin af Skaalholt var lykkelig kommen tilbage fra sin Udenlandsreise, og den rasede i de tvende følgende Aar 1403 og 1404 paa den mest ødelæggende Maade. Skaalholts Stol skal tre Gange af Sotten være bleven ganske ødet for Tjenestefolk, og en Mængde Mennesker døde over det hele Land[3].
Biskop Vilkin[4] overlevede dog Sotten og drog Aaret efter dens Ophør 1405 til Norge, efterat have overdraget sit Biskopsdømmes Bestyrelse under sit Fravær til tre Officialer, een for hver af de tre under Skaalholts Stol hørende Fjerdinger. Han gjensaa ei meer Island; thi samme Aar døde han i Bergen og blev der begraven. Annalerne sige, at over hans Grav stod syv Lydbiskopper og Erkebiskop Askel. Vilkin sees at have været en dygtig og virksom Biskop. Han lod i sin Embedstid optage et Register over alle Kirkeejendomme og Kirkeindtægter i Skaalholts Biskopsdømme, og udstedte i 1306 et Synodal-Statut om Regnskab for Kirkegodsets Bestyrelse[5]. Efter Vilkins Død stod Skaalholts Biskopsstol i omtrent 3 Aar ledig. Hvad der fortælles om Biskop Vilkins Begravelse i Bergen viser, at der paa den Tid maa have været afholdt et talrigt Møde af norske Biskopper, da Erkebiskop Askel og ikke mindre end otte Lydbiskopper (Vilkin medregnet) var der tilstede. Man maa formode, at et Provinsialconcilium da har været holdet, efter forudgaaende Tilsigelse fra den nye Erkebiskop, og at dette har været Anledning til Biskop Vilkins Reise til Norge. Hvad der paa dette Møde har væ-
