og at den grønlandske Kirke, i lang Tid berøvet alt biskoppeligt Tilsyn, maa have været i en høist ynkverdig Stilling.
Dronning Margreta var den egentlige Styrer i de tre nordiske Riger, saalænge hun levede, og Erik synes, skjønt han laante Kongedømmet sit Navn, at have med Taalmodighed bøiet sig under sin Fostermoders skarpe Forstand og kraftige Villie. Og ligesom han, endog i sine myndige Aar, og efterat han var erkjendt for selvstyrende Konge, sandt sig i hendes Formynderskab, saaledes synes ogsaa Indbyggerne i alle de tre Riger, roligen eller i det mindste uden aabenbar Modstand at have adlydt hendes Styrelse, om end denne undertiden kan have været trykkende og vilkaarlig. Det eneste Spor til noget Forsøg paa at rokke Margretas Myndighed – hvad enten nu dette udgik fra misnøide Undersatter, eller fra udenrigske Fiender, eller maaskee rimeligst fra begge i Forening – viser sig i den foregivne Kong Olafs Optræden i 1402.
Nogle danske og norske Kjøbmænd havde i Begyndelsen af 1402 i en Flekke ved Graudens i Preusen truffet en fremmed svagelig Mand, der forekom dem at have en paafaldende Lighed med den længe for død anseede Kong Olaf. Paa deres Forespørgsel, om han virkelig var denne, negtede han det i Førstningen; men da Flere kom til og erklærede at gjenkjende i ham Kong Olaf, og hilsede ham som sin Herre, saa modsagde han ei længer deres ihærdige Paastand. Der udbredte sig nu den Tale, at Dronning Margreta for 16 Aar siden havde villet lade sin Søn forgive; men en Anden var bleven Offer for Mordplanen, og Olaf var flygtet ud af Landet. Nu skulde han da være gjenfunden. Kjøbmændene førte ham til Danzig, og der viste man ham ikke alene al kongelig Ære, men understøttede ham endog med de nødvendige Penge. Alt dette gjorde Manden djærvere. Han paastod nu selv at være Kong Olaf, lod sig grave et Segl og udfærdigede under dette Breve, som han ved sine Bud sendte til Dronning Margreta. Han lod hende sige, at han var hendes Søn; han vilde vistnok gjerne have henlevet sit Liv i Fattigdom, men Paven havde paalagt ham at vende hjem til sine Riger og fordre disse tilbage. Dronningen blev forbauset over hans Foregivende, lod strax optage et Vidnesbyrd af flere danske Riddere og Stormænd om hendes Søns Død og Begravelse, hvorledes dermed var tilgaaet og hvo derved havde været tilstede, og dette sendte hun ved den danske Ridder Folmar Jakobssøn, i hvis Arme Olaf erklæredes at være død, og den stralsundiske Borgermester Volf Volflam til Høimesteren for den tydske Orden i Preusen, med Bøn om, at han vilde udlevere hende Manden til nærmere Ransagelse. Høimesteren opfyldte hendes Begjæring og sendte den Ulykkelige, ledsaget af nogle Ordensriddere og Sende-
