bud fra Stæderne til Kalmar, hvor Dronningen selv saa ham. Men nu blev det ved nøiere Ransagning oplyst, at han ingen Indlænding var og ei engang kyndig i Landets Sprog. Han selv bekjendte ogsaa, at han var født i en Landsby ved Eger, at hans Fader hed Volf og hans Moder Margreta, og at han først, da de danske og norske Kjøbmænd og siden Danzigs Borgere hilsede ham som Konge, var falden paa at forestille Olaf. Flere Beretninger, som ikke omtale hans Ukyndighed i det danske Sprog, sige, at da han kom for Dronningen, vidste han at fortælle hende mange hemmelige Ting, som Ingen kunde kjende uden at have staaet i det nærmeste Forhold til hende, ja Nogle lægge endog til, at hun en Stund selv var i Uvished. Men til Slutning lod Dronningen undersøge, om der fandtes paa ham et Fødemærke, som hun paastod Olaf havde, en Vorte mellem Axlerne, eller efter Andre en Knude paa Navlen; og da dette ikke fandtes, blev han erklæret for en Bedrager. Hans Kjendskab til Margretas Hemmeligheder og Kong Olafs Barndomstildragelser skulde da have skrevet sig derfra, at han var bleven oplært af Olafs Amme, eller endog var denne Ammes Søn. Men hvorledes det nu egentlig hermed har hængt sammen, saa fik Lykkesøgeren – thi for andet kan man ei ansee ham – dyrt undgjælde sit Bedrageri. Dronningen lod ham nemlig føre fra Kalmar til Skaane, til det Sted, hvor de fleste Kjøbmænd vare samlede. Her blev han dømt til Døden og derpaa i Paasyn af alt Folket levende brændt mellem Skaanør og Falsterbod den 28de September 1402, efterat man til Spot havde sat ham en Krone paa hans Hoved og behængt Baalet med alle de Breve, han i Olafs Navn havde skrevet til Dronningen. Hans Klenodier bleve givne til et Kloster, og hans Segl sønderbrudt[1].
Om den foregivne Olaf har havt Margretas Leide, da han kom til Danmark, og Dronningen saaledes ved hans Henrettelse har gjort sig skyldig i et stort Løftebrud, det er ikke klart af de gamle Kilder og Beretninger. At den tydske Ordens Høimester, der just paa den Tid stod paa en spendt Fod med Margreta, kan have havt en Finger med i Bedragerens Optræden, er ikke saa ganske usandsynligt, heller ikke, at han kan have ladet sine Sendebud følge ham til Danmark, for, om muligt, at hjælpe ham; men det er vel ogsaa rimeligt, at disse Sendebud, da Bedrageren var fældet ved sin egen Tilstaaelse, have opgivet ham til Dronningens Hevn for ikke at blotte sin Herre.
- ↑ Voigt: Geschichte Preussens VI. 227–230 efter de bedste gamle Kilder; jfr. Behrmanns ovennævnte Skrift om Kong Olafs Død, Hvitfeld under 1402, Albert Krants Dan. l. VIII., Jahn, Danmarks politisk-militære Historie under Unionskongerne 39–40.
