Megen Dunkelhed hviler forresten, og vil vel altid blive hvilende, over denne Tildragelse.
Et Spil som det med den foregivne Kong Olafs Fremtræden kunde neppe have ladet sig drive saa vidt som skede fra Anstifternes Side, i hvo nu disse egentlig vare, med mindre en vis Mistillid til Margreta, en vis Uvillie mod hendes Styrelsesmaade havde lønligen ulmet hos en stor Deel af hendes Undersaatter. Umiskjendelige Spor hertil ere allerede paaviste hos Nordmændene; og at det ingenlunde var bedre hos Svenskerne, derom vidne tydelig de mange Anker mod hende, som efter hendes Død reistes i Sverige. At Aarsagen hertil for en Deel har ligget i hendes Forkjærlighed for sine Landsmænd Danerne, og i en ilde fordulgt Bestræbelse for at bane Danmark Veien til en Overhøihed over de tvende andre Riger, eller idetmindste til den ledende Myndighed i Statsforbundet, lader sig neppe negte af den, der med Opmærksomhed og Upartiskhed gransker Begivenhederne og Forholdene i Norden paa hendes Tid. Endnu meer har vel Aarsagen til Uvillien mod hende ligget i de vanskelige og indviklede Omstændigheder, under hvilke hendes Styrelse bevægede sig, – Omstændigheder, som ofte nødte hende til at paalægge sine Undersaatter tunge Skattebyrder og Udredsler, ligesom vistnok ofte til at handle egenmægtigen og fatte sine Bestemmelser uden tilbørligt forudgaaende Samraad med hvert enkelt Riges Mænd. Aller mest har den dog maaskee ligget i den Mangel paa sand Karakter-ens Elskverdighed, som altid kleber ved en mandhaftig, herskesyg, statsklog, haard og rænkefuld Kvinde, der saa at sige fornegter sit Kjøn for at spille Mandens Rolle, og om hvem man opfordres til at sige, hvad Kong Valdemar netop skal have sagt om sin Datter: „Naturen har faret vild med hende; hun skulde blevet en Karl, men blev et Kvindfolk“[1]. Margreta var ifølge sin Karakter neppe skikket til at vinde hos sine Undersaatter nogen sand, paa Kjærlighed grundet Hengivenhed. Men hendes Virksomhed, Fasthed, Mod og Klogskab, forenet med Hensynsløshed i Valget af de Midler, hvorved hun fremmede sine Planer, – det var Alt Egenskaber, der formaaede at indgyde Folket en med Frygt blandet Agtelse, der opretholdt hendes Magt, hvor sand Hengivenhed skortede, og som bragte Uvillien eller Hadet, hvor det fandtes, til at forstumme i Uvirksomhed. Derfor indskrænkede ogsaa Misnøiet blandt Nordmændene sig til en dump Murren, der aldrig synes at have lagt Margretas Styrelse nogen alvorlig Hindring i Veien; og de svenske overmodige Herrer, som i meer end eet Aarhundrede hvert Øieblik, i Tide og Utide, havde reist sig med Mund og Haand mod sine Konger, bøiede sig i taus Lydighed for den kraftfulde, strenge
- ↑ Hvitfeld ved Slutn. af Margretas Historie.
