Kvinde, over hvem de først vovede at hæve sine Klager, da hun laa
i sin Grav.
Hvad ellers Forholdet mellem Margreta og Kong Erik angaar, da har man vistnok formodet, at i hendes sidste Leveaar Forstaaelsen mellem dem har været mindre god: at Erik har fundet sig trykket ved Dronningens Herskesyge, og at det navnligen har været for at give sit Misnøie med hende Luft, at han i 1410 lod henrette Abraham Broderssøn, en svensk Herre, der stod høit i hendes Yndest. Men disse Gjætninger have neppe nogen gyldig Grund, og hvad Abraham Broderssøns Henrettelse angaar, da er der Beviser for, at han ved mangehaande Forbrydelser havde forskyldt sin Død, og at Erik kun opfyldte et Retfærdighedens Krav ved hin Handling, hvilken Margreta neppe kunde ganske misbillige, hvor meget hun end kan have yndet den henrettede[1].
Dronning Margreta drog seenhøstes i Aaret 1412 til Flensborg, for, om muligt, at rede de Forviklinger, der vare opstaaede mellem Kong Erik og de holsteinske Grever i Anledning af disses Fordringer paa Hertugdømmet Søndre-Jylland, eller, som man nu begyndte at kalde det, Slesvig, til arveligt Len. Efter et kort Ophold i Flensborg, hvor hun intet havde kunnet udrette i den omtvistede Sag, lavede hun sig til at vende tilbage og var allerede kommen ombord paa sit Skib i Havnen, da hun her hastigen døde Natten mellem den 27de og 28de October, 60 Aar gammel.
Nu overtog da Kong Erik i sit tredivte Aar den Rigsstyrelse i Virkeligheden, som han hidtil næsten kun havde ført i Navnet. Tre og tyve Aar vare allerede henledne, siden han antoges til Norges Arve-Konge, og siden alle norske Brevskaber betegnedes efter hans Riges Aar; men Norge havde i al denne Tid seet lidet til ham, og liden eller ingen Gavn havt af hans Kongedømme. Heri foregik, saavidt man kan skjønne, ingen væsentlig Forandring i den nærmest følgende Tid. Erik vedblev saagodt som stadigen at opholde sig i Danmark, – noget som hans stedse voxende Strid med de holsteinske Grever og tildeels ogsaa med Hansestæderne paa en Maade gjorde nødvendigt. I Norge spores under hans stadige Fraværelse ingen almindelig styrende Magt, hvilken kunde træde i Kongedømmets Sted,
- ↑ Jahn, Danmarks Historie under Unionskongerne 473–478.
