met; nu derimod kunde Sagen let tage den Vending, at Kirkens Jord med Landets øvrige Jordejendom kom til at blive lagt i Skat til Staten.
Under saadanne Forhold var det ganske naturligt, at Erkebiskoppen beredte sig paa at møde mulige Krav fra den verdslige Statsmagts Side med en Indsigelse, støttet paa det her omtalte Vidnesbyrd med Hensyn til tidligere Lov og Sedvane. Han havde, saavidt skjønnes, tvende Udsigter for Øie: – enten at opretholde for Kirkens Vedkommende den gamle Ydelsesmaade af Ledingen, hvorved denne udrededes efter Mandtallet af de Tjenestefolk og Leiglændinger, som vare udenfor den ved Tunsbergs-Foreningen indrømmede Frihed; herved var intet tabt, men derimod Kirkens og Kirkejordens Skattefrihed i Formen hevdet; – eller ogsaa at faa udvirket for Kirkens (maaskee ogsaa for Geistlighedens private) Jordegods og Ejendom en fuldkommen Frigjørelse fra Ledingsydelsen, ikke alene for Jorden og Ejendommen selv, men ogsaa for dens Brugere (Leiglændinger eller andre Leiere). I dette sidste Tilfælde vilde en stor Forøgelse i Indtægter kunne vindes, og Kirkens Skattefrihed med Hensyn til Staten være gjennemført i videste Udstrækning.
Hvorledes nu den verdslige Landsstyrelse har tænkt sig den nye Ledingsydelsesmaade gjennemført for Kirkens Vedkommende, vides ikke med Sikkerhed; men at man har villet gjøre det paa den Viis, som Erkebiskoppen synes helst at have ønsket, er ingenlunde sandsynligt. At Erkebiskoppen optog det her omhandlede Vidnesbyrd, var altsaa en Hentydning paa den Fortolkning, han med Hensyn til Ledingsydelsen vilde have gjort gjældende før Kirkens Vedkommende, og hvilken han utvivlsomt agtede at bringe paa Bane og, om muligt, faa godkjendt paa det forestaaende Høvdingemøde.
Den samvittighedsfulde og fredelskende Kong Magnus nærmede sig imidlertid sterkt sit Livs Ende. Han synes at have været af en svagelig Helbred. Om Vinteren 1271–1272 havde han været saa syg, at man havde ventet hans Død, og den sidste Salvelse allerede var ham meddeelt. Den Gang kom han sig igjen. Men den megen Bekymring, som Tvisten mellem Staten og Kirken voldte ham, har rimeligviis tæret paa hans Livskraft, ligesom den nedstemte hans Sind og udentvivl ængstede hans Samvittighed. Man har en mærkelig Fortælling, der vidner om den Uro og mørke Forudfølelse med Hensyn til Fremtiden, der omskyede ham i de sidste Aar af hans Liv. Engang – heder det – nogle Aar før sin Død, da Magnus sad med faa Mænd i sit Herberge, yttrede han, at Livet var fuldt af Tvang og Sorger og Møie, og at Døden var en Lykke. De Tilstedeværende, der kun agtede paa den ydre Ro og Arm og Lykke, der fulgte ham, kunde ikke forslaa dette og spurgte, hvorfor han talede
