at være af ham indsat. De kongelige Embedsmænd handlede hver i sit Omraade, paa hans Vegne, uden noget inden Landet værende stadigt Overhoved, hverken Drotsete eller Rigsforstander. Rigsraadet synes at have været uvirksomt og magtesløst, og til større norske Raadsmøder findes sjælden Spor. En Kansler lader der til at have været, den for omtalte danske Mand, Biskop Jakob Knutssøn af Oslo. Han findes nemlig som Kansler i 1416 den 8de Mai paa Teige Biskopsgaard ved Tunsberg at have beseglet et i Kongens Navn udstedt Landsvistbrev[1], og at dette er gjort i Egenskab af norsk Kansler, maa sluttes deels af Brevets Beskaffenhed, deels deraf, at Biskop Peter af Roskilde samtidig var dansk Kansler. Men om Biskop Jakob stadigen har havt Kongens norske Segl i Forvaring, eller i hvad Udstrækning han var bemyndiget til at benytte det, vides ikke. Med Landsstyrelsen i Norge kan man saaledes vistnok med fuld Føie sige, at det paa denne Tid stod daarligt til.
I den romerske Kirke havde nu Forvirringen naaet en saadan Høide, at den umulig længer kunde taales. Den store Splittelse i Pavedømmet var, som forhen fortalt, indtraadt i 1378, da Paverne Urbanus VI i Rom og Clemens VII i Avignon af tvende stridende Partier i Kardinal-Kollegiet opstilledes mod hinanden. Urbanus var i 1389 bleven efterfulgt af Bonifacius IX, og Clemens, trods al den Umage man ved hans Død fra forskjellige Sider gjorde sig for at hindre et nyt Pavevalg af hans Parti, havde i 1394 faaet til Efterfølger Benedictus XIII. Denne sidste havde vel ved sit Valg gjort det edelige Løfte at arbeide af yderste Evne for Kirkefredens Gjenoprettelse, og til den Ende i Nødsfald at nedlægge sit Pavedømme. Han havde ogsaa senere, skjønt nødtvungen, gjentaget dette Løfte, med Tilføielse at ville fratræde, hvis Bonifacius døde før ham, eller ligeledes vilde fratræde. Men med disse Løfter var intet alvorligt meent. Da nemlig Bonifacius IX døde den 1ste October 1404, negtede Benedictus reent ud at opfylde sit tidligere Tilsagn. Følgen heraf blev, at de romerske Kardinaler skrede til nyt Valg, der faldt paa Innocentius VII, – og Splittelsen vedblev. Innocentius døde allerede i 1406 og havde til Eftermand den ottiaarige Gregorius XII, hvem de romerske Kardinaler netop havde valgt paa Grund af hans høie Alder, da de troede ham fri for al Ærgjerrighed, som kunde være til Hinder for Kirkens Enhed. Men dette var ikke saa. Gregorius holdt ligesaa fast paa sit Pavedømme som Benedictus, deres Underhandlinger med hinanden vare frugtesløse, og ingen af dem vilde fratræde. Begges Kardinaler kjededes imidlertid ved deres Halstarrighed, forlode dem for største Delen, og udskreve i
- ↑ Langes haandskr. Opt.
