Endrægtighed et almindeligt Concilium i Pisa til 1409 for at bringe den Orden tilbage i Kirken, som fra alle Sider med høi Røst fordredes.
Kaldelsen til Conciliet kom ogsaa til de nordiske Riger; men Ingen mødte herfra[1]. Forsamlingen, skjønt temmelig talrig besøgt, udrettede heller ikke noget for det, som skulde have været dens Hovedøiemed: Kirkereform og Kirkefred. Den sammentraadte den 25de Marts 1409, indstevnede de tvende Paver for sig, og erklærede dem, da de ikke mødte, for afsatte. Men istedetfor nu strax at tage fat paa Kirkereformen, skred man først til et nyt Pavevalg ved de tvende Partiers Kardinaler, og Valget faldt den 26de Juni paa Alexander V. Denne var imidlertid ingen Ven hverken af Kirkereformer eller Kirkemøder, og nyttede sin Myndighed til, saasnart som muligt og før nogen Reform kom i Stand, at hæve Conciliet den 7de August under Paaskud af nødvendige Forberedelser til et nyt, der skulde holdes om tre Aar. Ei heller Kirkefreden blev ved denne Forsamling gjenoprettet. Thi de tvende gamle Paver erklærede Conciliets Afsættelsesdom for ugyldig, og fandt begge hver for sig et Tilhang: Gregorius i Neapel, hvorhen han havde begivet sig, og i en Deel af Tydskland, – Benedictus i sit Fødeland Spanien, hvor han havde taget sin Tilflugt. Kirken havde saaledes kun opnaaet at faa tre Paver for to; og alle bansatte de hinanden gjensidig.
Alexander V havde vist nok den langt overveiende Deel af Europas Fyrster paa sin Side, men i mange Staters Kirker raadede dog en stor Usikkerhed med Hensyn til hvilken Pave det var rettest at adlyde. En saadan Usikkerhed spores ogsaa i de nordiske Riger, i det mindste er det vist, at den fandt Sted i Sverige. I det nemlig Kong Erik og Dronning Margreta, Erkebiskoppen af Upsal, flere svenske Biskopper og de fleste Kapitler, samt i det Hele Rigets Raad endnu erkjendte Gregorius XII, erklærede Linkjøpings Biskop og Kapitel samt Biskopperne af Skara og Vesteraas sig ved Slutningen af 1409 for Alexander V, – hvilken Splittelse voldte megen Uorden[2]. Hvad Parti den norske Erkebiskop og Kirke tog: Gregorius’s eller Alexanders, vides ikke; man kan blot formode, at de have rettet sig efter Kongen og Dronningen, hvilket og de danske Biskopper synes at have gjort. Rimeligviis har dog snart Erik og Margreta, i Lighed med største Delen af Europas Fyrster, gaaet over paa Alexanders Side.
Alexander V var en gammel og yderst svag Mand, der ganske lod sig lede af den berygtede, ryggesløse og underfundige Kardinal Balthasar Cossa, hvem det lykkedes, da Alexander allerede den 4de Mai 1410 døde i Bologna, at blive den 17de i samme Maaned valgt
